Kronprins Frederik

Lækre veninder, en slædetur i det nordlige Grønland og et charmerende ansigt. Danskerne elsker deres kronprins

Han er tronarving til verdens ældste kongerige – og bliver af mange set som en drengerøv så sej som nogen anden i Dannevang. Oven i kronen er Hans Kongelig Højhed Kronprinsen overordentlig populær i den danske befolkning, især hos kvinderne. Den lange, militære karriere taler for sig selv, og cool fyr har været Kronprins Frederiks varemærke siden hans unge år. Det er ikke eksportfremstød i udlandet, danskerne kender deres kronprins fra. Biler og kvinder var mere noget, som tronarvingen som ung kunne forholde sig til, og den af og til lidt for bilglade kronprins fik øgenavnet Hans Højhastighed. At kronprinsen selv har nogle stærke motorer, har han bevist i sin militære karriere. Fra rekruttiden i Livgarden til han klarede optagelsesprøven til Frømandskorpset og var på Sirius-ekspedition i Nordgrønland. Det var i Frømandskorpset, at Kronprins Frederik fik tilnavnet Pingo. I dag er Kronprins Frederik uddannet cand.scient.pol. – den første akademiker i kongefamilien – har titel af Orlogskaptajn i Søværnet og arbejder som underviser og vejleder på Forsvarsakademiets Institut for Strategi. Kronprins Frederiks hårde ydre er krydret med en god position folkelighed. Tilbage i 1995 kunne P3's lyttere høre tronarvingen fortælle om sit hang til rockmusik med samfundskritiske undertoner, da han var gæst i et program, og i februar i år talte han igen om rockmusik i et interview med musikbladet Gaffa. Ifølge bladet er kronprinsen noget af en ekspert, når det kommer til australsk rock-musik – måske har han lært noget hos sin forlovede. Kronprinsen blev i 1997 kåret til årets dansker i en Gallup-undersøgelse, og i år 2000 fik han samme hæder i Børsens Nyhedsmagasin. Som den øvrige royale familie er Frederik engageret i en masse socialt og humanitært hjælpearbejde som for eksempel Røde Kors og Red Barnet. For nylig havde tronarvingen så æren af at udnævne fodboldstjernen Pelé til H. C. Andersen-ambassadør. Kronprins Frederik fremstår i dag som noget nær den perfekte mand: Højtuddannet, vidende, charmerende og med en sød og smuk forlovet ved siden side, men sådan har det ikke altid været. I 1992 var hans daværende kæreste model Malou Aamund med Kronprins Frederik som passager involveret i spritkørsel, og han har selv kørt galt i Frankrig, hvor broderen Prins Joakim sad ved siden af. Igennem årene har Kronprins Frederik også flere gange åbent fortalt om eksistenskriser med udsigten til liv som kronprins og konge. Det er fortiden nu – fremtiden er sammen med Mary Donaldson. Hun følger efter et par smukke piger, som har dannet par med kronprinsen, blandt andet undertøjsmodellen Katja Storkholm Nielsen og sangerinden Maria Montell, men det blev altså en australsk jurist, som i sidste ende løb med kronprinsen og hele kongeriget.