EMNER

Kronprins slår et slag for dansk eksport

København, fredag /ritzau/ Dansk eksport til Mellemøsten hører ikke til de mest prangende, men det skal kronprins Frederik være med til at rette lidt op på. Kronprins Frederik skifter det vinterkolde Danmark ud med sol og 25 graders varme, da han i går indledte et fem dage langt officielt besøg i Mellemøsten. Kronprinsen kommer på visit hos regenter og danske virksomheder, herunder Maersk Oil i Qatar. Først og fremmest er kronprins Frederik i spidsen for en grøn erhvervsdelegation, der deltager i verdens førende energikongres i Abu Dhabi. Det statslige energiselskab Masdar i emiratet Abu Dhabi står bag kongressen. Masdar er i gang med at opføre verdens første CO2-neutrale og affaldsfrie by udenfor Abu Dhabi - et projekt til hvad der svarer til 110 milliarder danske kroner. Det er ifølge chefen for Danmarks Eksportråd, Jarl Frijs-Madsen, verdens største enkeltinvestering inden for bæredygtig energi. Ifølge tal fra Danmarks Eksportråd var værdien af dansk eksport til Saudi Arabien i 2008 på 2,1 milliarder, til De Forenede Arabiske Emirater på 2,2 milliarder, mens danske virksomheder solgte varer til Qatar for godt en halv milliard kroner. Men det er gået fremad i 2009. Eksporten til Saudi-Arabien er steget med knap 25 procent, og der har været en mindre stigning i eksporten til Qatar. Til De Forenede Arabiske Emirater i 2009 forventer eksportrådet en betydelig vækst i 2010. Kronprins Frederik indleder sit Mellemøst-besøg i Saudi-Arabien med at åbne et seminar om fødevaresikkerhed, som Landbrug og Fødevarer sammen med Fødevarestyrelsen står bag. Med er blandt andet mejerikoncernen Arla, der har sendt sin administrerende direktør Peder Tuborgh. Arla var hårdt ramt i Mellemøsten i forbindelse med Muhammedkrisen for fire år siden. /ritzau/