Kronprinsen indviede skole

Søværnet viste kronprinsen den nye Sergent- og Grundskole

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kronprinsen overværede blandt andet træning i skolens træningsbassin, hvor høje bølger, vind og mørke så godt som omdanner bassinet til et virkeligt hav. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Kronprins Frederik besøgte torsdag Frederikshavns største arbejdsplads, Søværnet. Arbejdspladsen er ikke blevet mindre af, at Søværnets Grundskole i Auderød fra 1. januar flyttede til Frederikshavn og blev slået sammen med Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole, og det var netop den nye Søværnets Sergent- og Grundskole, som kronprinsen skulle indvie. Han ankom klokken 10.55 med helikopter, og fra luften har han kunnet se sin gamle skole i Bangsboskoven i en meget større udgave. Sammenlægningen af skolerne betød nemlig restaurering og nybyggeri for 155 millioner kroner. Et stort projekt, som man på indvielsesdagen kun kunne se positivt tilbage på. - Det fantastiske er, at vi har holdt to skoler kørende samtidig, og at sammenlægningen fra 1. januar forløb uden problemer, siger næstkommanderende ved Søværnets Sergent- og Grundskole, kommandørkaptajn Helge Christensen. Chefen for Søværnets Operative Kommando, som ledsagede kronprinsen under besøget, er også særdeles tilfreds med resultatet, som foruden optimal komfort for eleverne også har stor uddannelsesmæssig betydning. - At flytte grundskolen til Frederikshavn betyder, at alle elever er tæt på flådestationen, så de lettere kan prøve kræfter med det arbejde, der venter fremover på krigsskibene, siger kontreadmiral Nils Wang. På skolen i Bangsboskoven smager det dog også lidt af rigtigt havvand. Skolen har nemlig fået et træningsbassin, og kronprinsen fik vist, hvordan man kan skabe mørke, vind og bølger i bassinet, så man kan træne søredning i omgivelser, der er meget naturtro. - Det er vigtigt, at man igen og igen træner sikkerhed til søs, og bassinet giver en god fornemmelse af, hvor svært det kan være i for eksempel Nordatlanten, siger Nils Wang, som var stolt af at vise den nye skole frem for kronprinsen.