Kronprinsen markerer Befrielsen ved lysfest i Haderslev

Haderslev mindes Befrielsen med lysfest, og i år er det anden gang siden 1950, at en kongelig holder tale.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Medlemmer af hjemmeværnet tænder lys på gravene i Mindelunden i Ryvangen I Mindelunden i Ryvangen nord for København er Befrielsen også blevet markeret tirsdag. Medlemmer af Hjemmeværnet har tændt lys på gravene i lunden. Også den traditionelle højtidelighed i Mindelunden har i år været anderledes end normalt som følge af risikoen for coronasmitte. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

HADERSLEV:Tirsdag aften holder kronprins Frederik tale ved den årlige lysfest på Haderslev Kaserne.

Lysfesten markerer Danmarks befrielse 4. maj 1945 under Anden Verdenskrig. Den er blevet afholdt hvert år siden 1950.

Ifølge TV Syd er det kun anden gang, at et medlem af kongefamilien indtager talerstolen ved begivenheden. Det skete første gang i 2016 med prins Joachim på talerstolen.

Lysfesten gennemføres fra klokken 22 til 22.30. Normalt samles tusindvis af mennesker på kasernepladsen, men som følge af corona holdes lysfesten i år som et lukket arrangement.

Chefen for Slesvigske Fodregiment, oberst Lars Mouritsen, kalder kronprinsens deltagelse for "en stor ære".

- Det er helt unikt og tilfører en særlig dimension til dette års transmitterede lysfest, hvor publikum sidder derhjemme i stuerne og ikke er fysisk til stede på kasernen, lyder det i en meddelelse.

Lysfesten arrangeres af Slesvigske Fodregiment og Haderslev Kommune.

Det var 4. maj 1945 om aftenen, at de tyske tropper kapitulerede og Danmarks befrielse blev bekendtgjort via radio fra britiske BBC.

Midt i aftenens udsendelse kunne nyhedsoplæser Johannes G. Sørensen overbringe sætningen, som gik over i historien:

- Her er London, BBC sender til Danmark. I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig, lød det.

Også sidste år, som var 75-året for Befrielsen, ramte coronarestriktionerne en række officielle markeringer og arrangementer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.