EMNER

Kronprinsen protektor for nordjysk kongres

NORDJYLLAND:Hans Kongelige Højhed kronprins Frederik har takket ja til at være protektor for den europæiske kongres for Intelligente Transport Systemer (ITS), som amtet og Aalborg Kommune skal være vært for 18. til 20. juni næste år. Kongressen er en oprustning for at få flere virksomheder til at satse på potentialet i den nye teknologi. Kronprinsen har tidligere været protektor for kongressen EURO TRAFFIC ’95, der også foregik i Aalborg. Om prinsens ja tak til igen at være protektor for en kongres i den nordjyske hovedstad betyder, at han selv kommer til byen, kan arrangørerne endnu ikke bekræfte, men har dog en klar forventning herom. - Det er en stor international kongres, og derfor synes vi, det ville være passende med kronprinsen som protektor, fortæller fuldmægtig Marlene Kræmmer Sparre fra Center for Intelligente Systemer (CITS) ved Aalborg Universitet. Udover forskere og virksomheder fra Europa forventer arrangørerne også, at kongressen tiltrækker deltagere fra Amerika og Asien. I alt forventes op imod 1000 mennesker fra 10-15 forskellige nationer at deltage i kongressen, der kan føre til mere end blot at placere landsdelen på verdenskortet indenfor ITS, fortæller amtsborgmester Orla Hav (S): - Vi er vært for kongressen, fordi Aalborg Universitet kan det, de kan. Det betyder, at vi kommer på verdenskortet i forhold til de kommercielle aktører på markedet. ITS handler om at bruge IT til at planlægge og styre trafik. Trafiktavlen i busterminalen i Aalborg, hvor køretiderne løbende opdateres, og busstoppesteder med standere, der oplyser om eventuelle forsinkelser, er begge eksempler på brug af ITS i Nordjylland. Formand for ITS Danmark og projektleder i Nordjyllands Amt Svend Tøfting siger, at det i første omgang handler om at få nordjyske virksomheder med på ideen: - Og det regner vi med senere vil smitte af på virksomheder andre steder i landet. For at promovere Nordjyllands ITS-installationer skal deltagerne på tekniske ture rundt omkring i landsdelen. Selve kongressen kommer dog til at foregå i Aalborg Kongres & Kulturcenter, der danner ramme om såvel virksomhederne og forskernes stande med præsentationer af ITS.