Kronprinsesse Victoria er gravid

Sveriges kronprinsesse, Victoria, og prins Daniel venter parrets andet barn

Arkivfoto: Albert Nieboer, Scanpix
Sverige 4. september 2015 19:46

SVERIGE: Kronprinsesse Victoria venter sit andet barn med ægtemanden prins Daniel, meddeler det svenske kongehus på sociale medier.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Fødslen er sat til marts 2016.

Det svenske kongehus’ informationschef, Margreta Thorgren, fortæller, at familien er meget glad for nyheden.

Mange gode nyheder

- Kronprinsesse Victoria og prins Daniel er glade og spændte, siger hun til TT og fortsætter:

- Det er mange dejlige begivenheder, som finder sted i øjeblikket. Senest med brylluppet, familien har også en dåb at se frem til i oktober, og nu kommer denne dejlige nyhed om et nyt barnebarn på vej, og dermed også endnu en dåb i vente. Så familien er rigtig glad.

Margreta Thorgren henviser til brylluppet mellem prins Carl Philip og hans udkårne, Sofia Hellqvist, som fandt sted i juni i år, og dåben af prinsesse Madeleine og Chris O’Neills søn, prins Nicolas, som finder sted søndag den 11. oktober.

Ventet i flere år

Chefredaktør for det svenske ”Kungliga magasinet”, Roger Lundgren, er ikke overrasket over nyheden.

- Vi har ventet på dette i flere år. Det eneste jeg er overrasket over, er, at de melder nyheden ud en fredag aften, siger han.

- Det er dejligt, at prinsesse Estelle får en bror eller en søster, siger han.

Den kommende prins eller prinsesse er parrets andet barn. I 2012 kom datteren Estelle Silvia Ewa Mary til verden. Hun fik titlerne prinsesse af Sverige og hertuginde af Östergötland.

Prinsesse Estelle er Sveriges første kvindelige tronarving, der skal efterfølge en kvinde på tronen.

Kronprinsesse Victoria blev gift med prins Daniel i 2010. Parret blev forlovet i 2009 efter at have haft et forhold i syv år.

Inden prins Daniel blev prins, var han kronprinsesse Victorias fitnessinstruktør.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...