EMNER

Kronprinsessen får egen tulipan

Kronprinsesse Mary får nu sin egen tulipan. Farve og form bliver først afsløret ved en dåbshøjtidelighed på Gavnø mandag 4. maj, skriver Sjællandske. Mary forestår selv navngivningen af tulipanen, og det sker i forbindelse med åbningen af tulipansæsonen i Gavnø Slotspark ved Næstved. Blandt gæsterne på Gavnø er også den hollandske ambassadør Niek Peter Van Zutphen og efter navngivningen skal et særligt dåbsdokument underskrives, skriver avisen. Gavnø Slotspark markedsføres som Danmarks smukkeste have med mere end en halv million blomsterløg, en romantisk rosenhave og et spændende sørøverland med skattejagt. Den første tulipanudstilling åbnede i 1957. Mary og kronprins Frederik er gode venner af Reedtz-Thott familien på Gavnø, og har flere gange besøgt Gavnø i forbindelse med familiebegivenheder. /ritzau/