Krudt, kugler og cowboys

Gymnastikopvisningen i Biersted i går var et show med fart på

BIERSTED:Gymnastikopvisning behøver ikke at være traditionelle discipliner, musik eller dragter. Det kan også være et show med diskotek, farverigt lys og fantasifulde udklædninger. Det var tilfældet ved gymnastikopvisningen i går i Biersted Hallen. Allerede ved indmarchen fik man opfattelsen af, at denne gymnastikopvisning ikke var helt almindelig. Børn klædt ud som pirater og andre børn udstyret med legetøjspistoler var blandt de ni hold, der skulle levere tre timers underholdning. Musikken pumpede ud af store højtalere, som diskotek Candy Man stod for, og flerfarvede lys satte kulør på gulvet i hallen. Fra det første hold kom på banen, var publikum med til at skabe en god stemning. Et af børne-holdene hed "Krudt og kugler" og de lavede en entre i bedste James Bond-stil til toner fra filmen. Med pistoler i hænderne udførte de akrobatiske øvelser på den opstillede luftpude. Opvisningen bød også på noget så usædvanligt som et mandligt aerobic-hold, der havde lavet et show over temaet: "Det vilde Vesten". Der er normalt 16 mænd på holdet, men kun seks var til opvisningen, og der var ingen tvivl om, at det mest var for sjov. - Publikum skal gerne have den oplevelse, at vi har det rigtigt sjovt, og at man ikke behøver at kunne noget særligt for at være med, siger en af aerobic-cowboy'erne Jan Nedergaard Pedersen. Han mener, at det er meget positivt, at det er lykkedes at få mænd til at dyrke aerobic, fordi mange af dem der er med aldrig har dyrket gymnastik før. Så selv om det hele startede som en spøg nytårsaften, så er det i dag en ting, som mændene er glade for. - Det sociale samvær er det bedste, og alle kan være med lige meget hvilken kropsbygning, man har. Og så får vi også tit en øl bagefter, siger han med et stort smil. Selv om holdet har øvet på showet siden jul, og selv mener, at de er bedre en damerne, så indrømmer Jan Nedergaard Pedersen dog, at damerne nok ser lidt bedre ud end de gør. Pia Hansen fra BIF Gymnastik var meget imponeret over, at så mange tilskuere havde fundet vejen til Biersted Hallen. - Det er måske fordi, at opvisningen ikke er så traditionel mere, men er blevet mere show-præget, siger hun og tilføjer, at det har BIF Gymnastik fået ros for de sidste par år. Hun er ikke i tvivl om, at opvisningen er en dag, de fleste gymnaster ser frem til, fordi det markerer starten på foråret, og så er det en gulerod for gymnasterne. - De vil jo gerne vise, hvad de kan, og især børnene ser frem til denne dag, siger Pia Hansen.