Pandrup

Krudt og kugler i kælderen

Pigerne vil også skyde til måls

JETSMARK:Kaffe på kanden, småkager på bordet til de ventende forældre i Jetsmarkhallens kælder. Den årlige skoleskydning er i fuld gang med omkring 80 elever fra kommunens femteklasser. Denne onsdag er det kun øvelse, men om en uge gælder det, for her bliver kommunens tre bedste hold kåret efter at have fået 20 skud. Villy Hvarregaard tager imod holdene og starter med en grundig instruktion. For de fleste er det første gang, de stifter bekendtskab med en salonriffel. - Hvis ikke du kan lukke øjet rigtigt, når du er inde på banen, får du en klap på, lyder rådet fra Villy Hvarregaard til Lone Pedersen fra Saltum, der har problemer med at lukke venstre øje, mens hun sigter. Hun har meldt sig til skydningen for sjovs skyld, og selv om hun de første mange gange ikke kunne få ram på skydeskiven, der hænger 15 meter fra skydebordet, men istedet ramte bagvæggen, var hun ganske godt tilfreds med sin præstation. -Det gik godt, men det var lidt svært at finde "pletten", siger Lone Pedersen. I år er der overraskende mange piger blandt de tilmeldte elever, og de klarer sig for nogles vedkommende, bedre end drengene, som vel nærmeste er født med et skydegen. - Pigerne er meget nemmere at instruere, fordi de hører efter - de gør, som der bliver sagt. Når drengene kommer, kniber det med koncentrationen, og de vil ikke høre efter, for de ved bedre, siger Villy Hvarregaard. Pandrup Skytteforening brugte sidste år 80.000 kroner på klubbens faciliteter - og det har resultereret i blandt andet justerbare skydeborde, som passer til alle aldre. Og håbet er derfor, at skoleskydningen, vil give nye medlemmer til klubben.