Krudtfabrik mister bevæbnet vagt

Utrygt, lyder advarslen fra både ansat og politiker

ELLING:Hvis forsvarets ammunitionsfabrik, Ammunitionsarsenalet i Elling (AMA) nord for Frederikshavn fra nytår overgår til et privat eller statsejet aktieselskab ændres vagtberedskabet samtidig. Fra det nuværende uniformerede vagtmandskab, der bærer pistoler og anvender vagthunde, skal virksomheden herefter overholde reglerne for vagter i private virksomheder. - Det vil bl.a. indebære, at vagten ved Ammunitionsarsenalet skal være ubevæbnet, bekræfter forsvarsminister Søren Gade (V) i et svar til det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S). Fortsat hunde i vagt Ministeren svarer samtidig, at det over for ham er oplyst, at det fortsat er hensigten at anvende hunde i vagttjenesten, men at det ikke på nuværende tidspunkt er besluttet, om vagten skal være uniformeret. Tillidsmanden for de ansatte i AMA’s værksteder, Finn Dietz, finder en sådan ændring meget utryg. - Som det er i dag, bevogtes AMA 24 timer i døgnet af vagtbetjente med hunde og pistoler, og går alarmen, er den direkte tilsluttet militærpolitiet, og det vil også høre op, siger Finn Dietz. - Urimeligt med sådan en neddrosling af vagtberedskabet i en ammunitionsfabrik med mange ansatte og med et bysamfund lige om hjørnet, siger Også Bjarne Laustsen (S). Han stiller nu yderligere spørgsmål til forsvarsministeren, efter at det nu står klart, at Forsvarskommandoen har tænkt sig at gå direkte til et salg af Ammunitionsarsenalet til private. I strid med aftaler - Det mener jeg helt klart er i strid med den politiske aftale, der blev indgået. Teksten gik på et statsligt aktieselskab, siger Bjarne Laustsen. - Det kan ikke være meningen, at bananrepublikker eller diktatorer skal kunne byde ind på forsyningssikkerheden af ammunition til det danske forsvar eller skal stå for en miljømæssig forsvarlig håndtering af våben, der kommer til destruktion, siger Bjarne Laustsen. Spørgsmålet om frasalget af AMA med 150 ansatte bliver også taget op af kollegaen, Socialdemokratiets forsvarsordfører, Per Kaalund, på et møde 6. juni mellem forsvarsforligets parter. - Det er et opsamlingsheat, hvor forsvarsministeren skal redegøre for transformationen af forliget, siger Bjarne Laustsen.

Forsiden