EMNER

Krudtkassen

Met­te Fa­strup.

Met­te Fa­strup.

Der er gået kludder i det hele. De glade skovvandrere kom hjem med friskplukkede kantareller til anden juleaften. Kuldegrader har der ikke været mange af, lunheden er blevet helt vammel her midt i januar, Vintergækker og erantis har ladet sig lokke op af den pjaskvåde jord, og tusindfryd i tusindvis har bemægtiget sig den forpjuskede plæne. Årsskiftet blev også anderledes end forberedt og forventet. Som ubuden julegæst holdt begrebet virus sit indtog og smækkede mig ned på sottesengen hos min unge familie i Skåne, hvor jeg selv var gæst. Mavevridninger, spand ved sengen og alt det velkendte ubehag, der følger med, og som plagede mange familier netop i højtiden. Selv følte jeg selvfølgelig, at jeg var den eneste, der havde omsorg og medynk behov. Ind i min gebrækkelighed blandede sig billeder fra forskellige og fjerne tider. Mit barndomshjem var solgt og ryddet. De er under mulde, de fire, jeg har kendt og levet med på en smuk bakke ved en sø. Når man på afstand og i svækket tilstand hører om oprydning, udsmidning, fordeling af ting og bortkørsel af containere, dukker der så mange billeder frem. Langt ude i barndommens bevidsthed så jeg for mig en stor metalkasse med eksotiske billeder på. Den har noget at gøre med den vinterstemning, der burde høre med de første uger inde i et nyt år. Det gjorde de i det mindste, da jeg som skolebarn blev sendt op på loftet under stråtaget for at hente krudtkassen. Lommelampen måtte med op i mørket. Jeg mindes den kolde lugt af stråtag med sne på. Så ned i stuen til kakkelovnen igen, og krudtkassen blev sat på fars skrivebord. Forventning ved petroleumslampen, for nu skulle far til at rense sine jagtgeværer, måske også lave sine patroner. Geværolien lugtede forjættende, og der var forventningens lys over fars ansigt. Som jæger gennem generationer ventede der altid endnu en tur med bøssen. Vinteren, sneen, kulden måtte da få en ende, og udrustningen skulle være i orden. Alt til dette næsten rituelle rensningsarbejde var gemt i krudtkassen, der nu på det nærmeste genopstår i min bevidsthed. Hvor har den været i det halve århundrede, siden jeg sidst så den og skubbede den ud af bevidstheden, hvor den engang havde så stor en plads, ikke mindst da den en morgen før besættelsestiden blev bragt til huse af landpost Villumsen i en mærkelig pakke med mange fremmedartede frimærker på. Den indeholdt shagtobak til min far, efter kassens størrelse at dømme må der have været røgelse til flere år. Vi kendte pakker der så sådan ud. Nogle gange var indholdet hollandsk blokchokolade i så overvældende stykker, at far måtte have sin velplejede lommekniv frem for at skære det ud i passende stykker til os slikhungrende unger. Eller det var fine metalæsker med udsøgte engelske bolcher. Jeg har endnu en af de æsker med gamle knapper i. Den glade giver sejlede som telegrafist i handelsflåden, var litterært interesseret og havde åbenbart så mange ledige stunder på de store have, at der blev tid til mange lange breve til min far. Erling Kristensen. Og tid til at sende de eventyrlige gaver fra fjerne havne. Den gavmilde telegrafist hed Orla Steen Madsen, havde hjemsted, kone og en lille datter i Esbjerg, samt en bror, der i februar 1941 sendte min far det sorgens budskab, at Orla Steen Madsen efter et års angstfuld venten var meldt savnet, hans skib ”Maryland” krigsforlist mellem Jamaica og Danmark. De øvrige skibe i samme konvoj kom godt igennem. Der blev aldrig fundet det mindste spor af ”Maryland” eller besætningen. For mit indre øre hører jeg en eksplosion til havs. Eller er det bragene af det fyrværkeri, der sidst på året er en pest for de nervesystemer, der nu engang ikke kan lide den slags, ikke mindst i denne fyrværkerisæson, hvor ubegribelig uforstand har kostet menneskeliv i omegnen og i øvrigt har understreget, at der virkelig kan være grund til at være bange? Krudtkassen har spøgt i bevidstheden, ingen kan huske den, ingen har set den. Og så står den juleaften på sofaen ved siden af mig. Jeg bliver stum og lidt skræmt, Flytter man på kassen, triller nogle hagl frem og tilbage inde på den bulede bund. Åbne kassen kan vi ikke, for der er loddet beslag på til en hængelås. Låsen er smækket forsvarligt i og rusten. Og nøglen har vi ikke. Det lukketøj fik krudtkassen påmonteret, da min bror begyndte at interessere sig for fars jagtgeværer på væggen. Der er noget mærkeligt ved krudtkassen. Den lever stadig. Og nu går der bud til naboen efter en boltsaks. @Byli.9.special.bund:Af Mette Fastrup thisted@nordjyske.dk