Krudttårnet i blåt lys
Den blå farve markeres 14. november i anledning af Verdens Diabetes Dag

Krudttårnet bades i et blåt lys den 14. november i anledning af Verdens Diabetes Dag.Arkivfoto: Kurt Bering
FREDERIKSHAVN:Overalt i verden markeres Verdens Diabetes Dag 14. november ved at sætte blåt lys på markante bygninger, og i Frederikshavn vil lokalafdelingen i Diabetesforeningen ikke stå tilbage.
Så 14. november vil Krudttårnet være oplyst med den samme blå farve, som siden 2006 har været i den blå ring, der er globalt symbol på at støtte diabetessagen.
- Det er lykkedes os at få Frederikshavn Havns tilladelse til at oplyse Krudttårnet i blåt hele dagen den 14. november, og Roblon har lovet at stå for belysningen, fortæller Steen Jørgensen, der er lokalformand for Diabetesforeningen i Frederikshavn.
- Og næste år håber vi også at få lov til at oplyse Frederikshavn Kirke i den blå farve.
Tidligere har den lokale diabetesforening markeret Verdens Diabetesdag på apotekerne i Frederikshavn, men i år sker det i stedet på Rådhuscentret i tidsrummet klokken 10.30-14.30.
- Her kan man komme og få en snak med diabetes sygeplejerskerne fra Sundhedscentret, ligesom Svaneapoteket vil være til stede, siger Steen Jørgensen.
Også Accu-Chek vil være der med blodsukkerapparater, og det tidligere ISIS - nu Easis - viser deres store sortiment frem af kager og slik og deler brochurer ud og giver tilbud.
- Og naturligvis vil vores lokale diabetesforening og motivationsgruppe uddele brochurer og give tilbud.
I Frederikshavn Kommune har 4.435 personer fået diagnosen diabetes, og lokalafdelingen i Diabetesforeningen har 1.035 medlemmer.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.