Aalborg

Krudtugle slår sig løs i sneen

Tigerunge blev legebarn i sit første møde med sne

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Halløjsa - ham dyrepasseren ser da noget mærkelig ud her til morgen. Foto: Sussi Køber, Aalborg Zoo

AALBORG:Alle rigtige legebørn elsker sne, og den ca. tre måneder gamle tigerunge Khai i Aalborg Zoo er absolut ingen undtagelse fra reglen.

Selv om denne tiger-art oprindelig stammer fra Sumatra, hvor sne er en by i Rusland, så var Khai i hopla og lod tigerkræfterne få frit spil som et ægte legebarn, da den for første gang stiftede bekendtskab med dansk sne og gik amok i driverne.

Dyrepasserne i havens rovdyrafdeling fik også lyst til selv at boltre sig i sneen, og der blev lynhurtigt bygget en ægte snemand til ære og glæde for tigermor Kim og hendes lille krudtugle Khai, der på den måde skulle aktiveres lidt.

Rød gulerodsnæse

Det skal dog for en god ordens skyld nævnes, at den ellers så kåde tigerunge blev lidt benovet og bange, da den pludselig stod ansigt til ansigt med sit livs første snemand med en rød gulerodsnæse, agurkeøjne og strithår.

Det var dog alligevel for stærk kost for en ellers så frygtløse og pågående tigerunge, der omgående krøb om bag mors beskyttende skuldre for at komme i sikkerhed.

Og hvad gjorde tigermor så?

Joh - hun gav såmænd den lidt uhyggelige snemand et par ordentlige dask med den ene pote, og så blev lyset ellers øjeblikkeligt slukket i øjnene på snemanden, der nærmest sank sammen i atomer.

Et eksotisk navn

Og da banen så igen var helt fri til uhæmmet tigerleg, så tumlede Khai atter ude i sneen og begyndte at spille bold med de sørgelige rester af den afskyelige snemand.

Dyrepasser Frank Thomsen, Aalborg Zoo, siger til NORDJYSKE Stiftstidende, at man helt uofficielt har døbt tigerungen Khai.

- Det var sådan lidt for sjov, at vi gav den det navn, og ungen kom til at hedde Khai, fordi den blev født på min egen fars fødselsdag - nemlig den 9. november - og altså opkaldt efter ham.

- Og vi var også enige om, at navnet skulle piftes lidt op og staves på en noget mere eksotisk måde end den danske version Kaj, siger Frank Thomsen og tilføjer, at Khai i dag vejer ca. otte kilo.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.