Krudtugler debutterer på catwalk

Paris har Prét a Porter. København har modeugen. Nu gør ungdomsklub i Brovst sig bemærket på modescenen

BROVST:Frit valg på alle hylder i en modetøjsbutik. Ikke umiddelbart en chance, der kommer til teenagepiger hver dag, men mandag formiddag gik drømmen i opfyldelse for en håndfuld 14-15 årige piger fra Krudtuglen, Brovst Kommunale Ungdomsskoles klub. Sammen med tre modebevidste unge mænd og tolidt ældre piger fra klubben, skal de onsdag aften træde ind i rampelyset ved Krudtuglens store Modeshow. Den første af byens lokale tøjbutikker, der fyldes med modeller i gennemsnitligt str. 36, er Civina. Indehaveren har netop fået spritnyt tøj hjem. Faktisk er tøjet så nyt, at det endnu ikke er pakket ud og båret op fra kælderen. Klubmedarbejder Marianne Larsen, der har hjulpet de unge med at få kontakt til butikkerne, slår ud med armene og beder pigerne vælge det tøj, de kunne tænke sig at gå catwalk i. Pang eller klassisk I den ene ende af skalaen byder klassisk, elegant tøj sig til i form af enkle dragter med diskrete nålestriber i afdæmpede nuancer, hvorimod den anden brager igennem med toppe, nederdele og tilbehør i pangfarver som gul, postkasserød og turkis. Sorte prikker på pinkbaggrund, som mange vil huske fra 1980 erne er også populært hos pigerne. - Det vil jo se sådan lidt tumpet ud, hvis Lise nu kommer ind i det lyse, pæne sæt der, og så der kommer en ved siden af i sådan en rigtig pangfarve, siger Camilla Thomsen. Det kan alle godt se for sig, så pigerne beslutter, at hver model skal låne et sæt fra hver kategori til showet onsdag aften. Den næste udfordring er så, at sørge for ingen af modellerne har det samme tøj på, på noget tidspunkt i showet. Diskotek og Breakdance Det er ikke kun modeshow, de unge fra Krudtuglen byder på midtvjes i vinterferien. Undervejs i showet, der starter klokken 19.00, vil publikum kunne nyde danseshow, en talentfuld solo breakdancer og et stand-up show. Stand-uppen bliver kun til noget, hvis stand-upperen får varmet sine fødder. De var nemlig ved at blive ganske kolde ved forberedelserne mandag . Tanken om at skulle være sjov på kommando og så måske blive mødt af larmende tavshed, kan gøre enhver stand-up komiker nervøs. Efter opvisningen for familie, venner og andre interesserede, er Krudtuglen vært ved diskotek for medlemmerne af klubben. Rytmerne fra Diskoteq Night Flight vil rykke til klokken 01.00.