EMNER

Krudtuglernes slaraffenland

Avisudklippet blev efterhånden så gulnet, at det forlængst er fjernet fra opslagstavlen. Men her hang det længe med sin sigende overskrift: ”Er dum godt nok?” Og dét spørgsmål kan vist roligt gentages efter et vanvittigt nytår i Thisted - der ikke engang kan karakteriseres som ”drengestreger”, når mænd, der i hvert fald ifølge dåbsattesten er voksne, ”optræder” som amatør-bombemænd. En 31-årig sidder varetægtsfængslet, sigtet for at have sprængt flere krysantemumbomber. Og det var såmænd ”bare” kulminationen efter en optakt, der begyndte dramatisk og tragisk, da to mænd blev dræbt, da deres ulovlige krudtfabrik i Tved sprang i luften. Og det fortsatte med politiets afsløring af flere ulovlige depoter og produktionssteder. Dum er ikke godt nok. Det er tværtimod tåbelighedernes vagtparade, og det er trist, at det åbenbart er nået så vidt, at ulovligt fyrværkeri er blevet en bedre ”forretning” end narkohandel. Bortset fra, at stoffer naturligvis ikke er et hak bedre. Men det er desværre et udtryk for en forråelse, en begærlighed og en ligegyldighed over for andre menneskers liv og velfærd, der skriger til selvsamme himmel, hvor raketterne fløj op nytårsnat. Og oven i nytårshatten har det vel givet Thy et blakket image som krudtuglernes slaraffenland. Og det er vel ikke lige dét, der er mest interessant ... Heldigvis begyndte politiet at få tip fra borgerne efter dobbelttragedien i Tved - og det viste sig altså, at ”nogen vidste noget om nogen, der havde noget” også andre steder. Men er vi efterhånden blevet sådan, at vi først reagerer, når det er gået rivegalt? Kan vi være det bekendt? Er det ikke netop hér, vi skal glemme alle ”finere følelser” på samme måde som ved spritkørsel? Næste gang, ”nogen ved noget om nogen, der har noget”, er det måske for sent. Så du røgen - eller nåede du overhovedet at høre braget? Eller er dum stadig godt nok?

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst