Krukker som havens teater

Havedesigner Stig Lauritsen har plantet en del af sin have i krukker, så kan scenografien ændres og de enkelte krukker få nye roller

De fleste forbinder navnet Stig Lauritsen med haveplaner, haveanlæg og beretninger fra Paradehuset på Gisselfeld Kloster. De færreste ved, at den arkitektuddannede havedesigners egen have i stor udstrækning er plantet i krukker. Og det har en naturlig forklaring. - Jeg har faktisk altid boet til leje og har flyttet en del rundt. Så det har betydet meget for mig, at jeg ved at plante i krukker kan tage mine planter med mig. Den flytbare have har også en anden fordel: Man kan lave om på scenografien, så tit man har lyst. For Stig Lauritsen betragter omgivelserne i sin have som et stykke scenografi: - Mine krukker og planter er som et teater på turné. De skifter pladser og får nye roller. Planten, der har optrådt som statist sammen med en masse andre på terrassen, får måske hovedrollen ved min hoveddør i næste uge. Når efteråret nærmer sig, gør Stig Lauritsen for alvor sit haveteater klar til forestilling. Og kulisserne kan næsten ikke blive smukkere. For få måneder siden flyttede den sjællandske havedesigner ind i den gamle overgartnerbolig på Gisselfeld Kloster nær Haslev - højt beliggende og med udsigt over slot og slotssø. Med både gårdsplads, garagebygning, hoveddørstrappe og lukket terrasse er der mange steder, forestillingerne kan udspille sig. "Aktørerne" står i grupper, der er nøje afstemt i farver og størrelser, men indtrykket er naturligt og uhøjtideligt. Stig Lauritsen er varm fortaler for de gamle traditionelle efterårsplanter. - Men jeg må indrømme, at de fantastiske nuancer af grønt i efterårets store udvalg af planter, får flot modspil af nogle af de mange nye farver i både nye og gamle plantekulturer, siger han. Havearkitekten bruger farver til at fremhæve alt det grønne - en krukke med violette eller lilla aster, den særprægede fjerdusk eller nogle af de nye, storblomstrende roser. For ikke at tale om krukker med lavendel. Valget af krukker vidner om respekt for ting med historie og stil. - Jeg har samlet mange forskellige krukker gennem tiderne, ligesom haverejser til Østen har givet mig mulighed for at skaffe utroligt smukke krukker af lavasten.