Aalborg

Krull i erhvervsråd

110 til generalforsamling i fjordkommunen

Mariagerfjord Erhvervsråd kan glæde sig over sjælden stor opbakning fra medlemmerne. Det kommer bl.a. til udtryk på onsdag, når rådet holder sin generalforsamling på Tech College i Hadsund. Ikke færre end 110 medlemmer er tilmeldt. Ud over generalforsamlingen med de sædvanlige punkter på dagsordenen kan de mange tilhørere også se frem til at møde seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet. Han vil holde et spændende og aktuelt indlæg med overskrifter som erhvervsleder i dag, finansiering og vækst. Lars Krull startede i en alder af kun 15 år en virksomhed, der nu er en af Danmarks Internationale IT-virksomheder. Virksomheden er afhændet efter 18 års solid succes. Siden har Lars Krull beklædt topposter i finans- og IT-industrien. Lars Krull, der i øvrigt er kendt for sine underholdende og samtidig seriøse foredrag, er i dag ansat på Aalborg Universitet, hvor hans forsknings- og udviklingsområder er finansiel planlægning og entreprenørship.