Hjørring

Krumme blandt tv-stjerner

HJØRRING:Et tv-hold fra TV2 Zulu har været på besøg hos Krumme for at optage et indslag til en serie efterårsprogrammer på TV2 Zulu. I hvert program præsenteres en dansker, der tør at være sig selv, også selv om det rimer på speciel. Krumme kommer blandt andre i selskab med Cowboy Lone, Richard Ragnvald samt Sussi og Leo. - Krumme fandt vi gennem et udklip fra Familie Journalen som fortalte om hans kælder og det sjov, han laver, og besluttede, at ham gad vi godt besøge, siger producer Peter Amelung fra TV2 Zulu, der sammen med Jan Elhøj, kendt fra blandt andet Banjos Likørstue, besøgte Krumme og fru Alice for nylig. - Vi grillede blandt andet foran hans utrolige ”hule”. Vi skal muligvis besøge ham igen og lave flere optagelser. Peter Amelung fortæller, at man til programmet har lagt sig i selen for at finde personer i Jylland, som er værd at præsentere i programmerne. - Det er nemmere at finde den slags personer på Sjælland. Der er de mere mediebevidste, men det ville vi ikke kun. Derfor har vi bevidst ledt efter folk landet rundt, siger Peter Amelung. Krumme Siel hyggede sig med de to tv-folks besøg. Han ”ofrede” sig gerne for sagen, men... - Det tager godt nok lang tid at lave tv. De var her i fire-en-halv time og de vender tilbage, siger Krumme med et grin. Det er endnu uvist, hvornår Krumme toner frem på skærmen. Kun ét er sikkert: programmerne løber fra september til december.