Røverier

Krumme i halsen gav idé til øget tryghed

Slå alarm til venner eller familie via et tryk på mobiltelefonen

Anders Buus Jensen fik idéen, da han en dag fik en krumme i halsen.Foto: Lars Pauli

Anders Buus Jensen fik idéen, da han en dag fik en krumme i halsen.Foto: Lars Pauli

AALBORG:- Mange danskere sikrer deres hjem og ejendele med alarmsystemer, men hvad med dem selv? Sådan spørger direktør Anders Buus Jensen, der driver firmaet Inordvativ A/S i Aalborg. Firmaet har netop lanceret et system til at øge trygheden hos os selv og vore nærmeste, når vi er hjemme. Systemet hedder HomeMayday, og det giver mulighed for, at man med et enkelt tryk på sin mobiltelefon kan tilkalde hjælp fra familie, venner, naboer eller andre. Det var ved en lejlighed, hvor Anders Buus Jensen var alene hjemme og spiste aftensmad, at han fik idéen til systemet: - En krumme røg i den gale hals, og selvom det kun varede nogle få sekunder, før luftvejene var fri igen, nåede jeg at tænke over, hvad jeg egentlig kunne gøre. Jeg kunne ikke ringe 112, for jeg var ikke i stand til at tale. Men kunne jeg så nå at løbe over til naboen og banke på? Og hvis den første nabo ikke er hjemme, kunne jeg så nå over til den næste? Det var den slags tanker, der satte mig i gang. Anders Buus Jensen var tidligere direktør for benzinselskabet Metax, og nu driver hans firma en række af de forhenværende Metax-stationer, der nu hedder Shell Express. Men Inordvativ har også helt andre jern i ilden, og et af dem er altså HomeMayDay, som ikke kræver installation af hverken isenkram eller software. Det eneste, der behøves, er en almindelig mobiltelefon og en computer med internetforbindelse til at sætte systemet op på. Her indtaster man op til 10 såkaldte nøglepersoner, som kan være naboer, venner, familie eller andre, som alle får besked samtidig, hvis man har brug for hjælp i sit hjem. Op til fem mobiltelefoner kan tilmeldes et abonnement, så hele familien er dækket ind. Ifølge Anders Buus Jensen er hensigten med systemet at skabe øget tryghed: - Vi hører meget om hjemmerøverier i medierne, men heldigvis er chancen for at blive lottomillionær større end risikoen for at blive udsat for et hjemmerøveri. - Vi har også et beredskab hos politi og redningsvæsen, som er langt bedre end det billede, der ind imellem tegnes i medierne. Vores system er derfor under ingen omstændigheder en afløser herfor, men blot et supplement til at give en ekstra tryghed, understreger Anders Buus Jensen. Han mener, at systemet for eksempel kan bruges af mennesker, der er oppe i alderen eller har sygdomme, der gør, at det kan være rart at vide, at man hurtigt kan få hjælp af venner, naboer eller familie tæt på. - Mange, især enlige og børn, er bange for at være alene hjemme, og så kan HomeMayDat være en ekstra tryghed, selv om underlige lyde oftest ikke er andet end netop underlige lyde. Og selv om en krumme i den gale hals oftest forsvinder af sig selv, siger Anders Buus Jensen.