Krumspring

VALGLØFTER:Det bliver spændende at følge de nye regerings mange krumspring, når den skal til at forklare den undrende befolkning, hvorfor man allerede, inden der er gået tre uger, ikke kan overholde de mange valgløfter, som man strøede rundt med i en blå tåge. Det er tilsyneladende de konservative, som har de største problemer, men det var jo også dem, som råbte højest i valgkampen. Man kan blot nævne Bendt Bendtsen og dankortgebyret, Charlotte Dyremose, som lover skattelettelser, som Venstres Kristian Jensen ikke kan overskue lige nu. Så har vi Brian Mikkelsen, som lovede fri entre på vore museer. Det må han også trække tilbage, idet vi nu er nede på højst to museer, som kan give gratis adgang. Den næste i rækken kan blive Lene Espersen, som i valgkampen meddelte, at hvis hun var Justitsminister efter valget, så var ventelisterne til landets fængsler væk om 14 måneder. Den har aldrig været så lang, som under den forrige regering. Der bliver kø ved den borgerlige håndvask, når hænderne skal forsøges renvasket oven på de mange valgløfter.