Krumtap følte sig snydt for frispark

Sen norsk udligning nagede hele det danske hold

Bosnien-Hercegovina 8. september 2002 08:00

NORGE DANMARK 2-2 FODBOLD, EM-KVALIFIKATION, GRUPPE 2 OSLO: Midterforsvareren Martin Laursen var ikke i tvivl kort efter sidste pift i den skotske dommer Hugh Dallas fløjte på Ullevaal Stadion i Oslo i aftes. - Jeg mener klart, der bliver lavet frispark på mig lige inden, at John Carew udligner til 2-2 i overtiden. Jeg er på vej tilbage, men John Carew river mig i trøjen, så jeg falder omkuld. Ud af øjenkrogen mener jeg også, at Ole Gunnar Solskjær har fat i en af mine medspillere, så dommeren kunne godt have givet os et frispark, sukkede AC Milan-forsvareren, der måtte undvære sin vante makker i midterforsvaret i går, skadede Rene Henriksen. De danske spillere skulle bruge omkring 20-25 minutter på at sunde sig i omklædningsrummet efter det uafgjorte resultat mod Norge. Udligning nagede Den sene udligning nagede de fleste. Thomas Sørensen, den danske Sunderland-keeper, var også overbevist om, at Norge laver frispark ved John Carews udligning. - Jeg har ikke set situationen i slowmotion på video endnu, men jeg mener afgjort, at Martin Laursen bliver revet omkuld, og jeg mener også, at Ole Gunnar Solskjær river i Per Nielsen. Jeg fortryder ikke selv, at jeg var gået lidt ud af mit mål. Jeg er aggressiv i mit spil, og det kan jeg ikke lave om på, forklarede Thomas Sørensen. Danmarks bedste spiller i går, Manchester City-spilleren Niclas Jensen, havde svært ved at glæde sig over sin egen succes. - Ja, jeg var med i begge vores scoringer, men det er svært at smile, når man nærmest føler, at man har tabt kampen. Det var svært fordøjeligt, at Norge havde held til at udligne med under et halvt minut igen af overtiden. Uafgjort 2-2 er måske ikke så tosset, når man får kampen lidt på afstand. Norge havde jo også deres portion af målchancer, og jeg synes, vi skulle bruge en del tid på at finde os selv, før vi for alvor kom i gang, sagde Niclas Jensen. Han ærgrede sig over, at Danmark ikke fik scoret til 3-1 og lukket opgøret definitivt. Elegant oplæg Om sit elegante oplæg til det første danske mål sagde han: - Jeg overvejede at skyde mod mål selv, men jeg anede ud af øjenkrogen, at der var en norsk spiller på vej ind mod mållinjen. Derfor sendte jeg bolden på tværs til Jon Dahl Tomasson efter endnu et træk uden om Frode Grodås i det norske mål, sagde Niclas Jensen. Den vikarierende danske anfører, 50-kamps-jubilaren Ebbe Sand, sagde: - Norge havde heldet til sidst, men det er uheldigt, at de får scoret så tæt på slutfløjtet. Vi skulle lige sunde os en stund i omklædningsrummet oven på den sure afslutning, men jeg er sikker på, at vi vil betragte 2-2 som et fornuftigt resultat, når vi får kampen mod Norge lidt på afstand. Danmark møder i den næste EM-kvalifikationskamp Luxembourg i Parken 12. oktober, mens Norge samme dag skal møde Rumænien på udebane. 16. oktober får Norge så besøg af Bosnien-Herzegovina på Ullevaal i Oslo, men den dag er Danmark oversidder i EM-kvalifikationsgruppe 2.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...