Krybben er tømt

I Nordjyske har vi de sidste to uger med interesse og stor undren fulgt debatten mellem Socialistisk Folkeparti og de Konservative om tillægsbevilling til en SFO-pavillon ved Aabybro Skole.

Hvordan kan det gå til, at et forholdsvist lille beløb på under 300.000 kr. pr. år kan sætte sindene sådan i kog? Især da alle 27 kommunalbestyrelsesmedlemmer i forbindelse med budget 2012 var enige om løsningen. Når diskussionen er så intens, skyldes det måske den pressede situation, som Jammerbugt Kommunes skolevæsen er bragt i efter nedsættelse af lærertiden fra august 2011. Konkret for Aabybro Skole betyder omlægningen nedsættelse af lærerlønnen med mere end 2 mio. eller over 10% i lærertid. Så kære SF og C, I har selv - sammen med et kommunalbestyrelses flertal fra Venstre og Socialdemokraterne - tømt Aabybro Skoles lønkrybbe, derfor bides I, når ansvaret skal tages. Vi er mange, der mener, at I i stedet for at diskutere en ret ligegyldig tillægsbevilling til en SFO-pavillon sammen burde forklare og forsvare de nok så alvorlige nedskæringer i skolevæsenet, som I har været enige om at gennemføre. Det må også snart være tiden, at I dokumenterer jeres løse påstande om forøget kvalitet på skoleområdet i denne byrådsperiode. Hvordan forøges kvaliteten med den stærkt reducerede lærertid ikke alene for den enkelte elev, men også for de nye og større klasser? Det er ikke umiddelbart indlysende. Borgerlisten vil i forbindelse med budget 2013 ligesom ved budget 2012 arbejde for forøget lærertid i Jammerbugt Kommunes skolevæsen. Vi håber Børne-familieudvalget finder en løsning på SFO-problemet inden torsdag. Kan udvalget ikke blive enige, ser jeg frem til at blive præsenteret for et par gode alternativer, som vi kan tage stilling til i Kommunalbestyrelsen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.