Krydstogtskib holder stille i Norge grundet frygt for virus

To tyske passagerer skal testes for smitte af coronavirus, før krydstogtskib i Norge kan sejle igen.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

WEB_INRIKES En test for coronavirus kan se ud som på billedet her. (Arkivfoto). 10040 Anders Wiklund/Tt/Ritzau Scanpix

HAUGESUND:Et tysk krydstogtskib ligger stille i Haugesund i Norge grundet frygt for virussmittede passagerer.

Det skriver det norske medie NRK.

Det tyske skib med navnet "Aida Aura" har 1200 passagerer om bord og skulle have forladt Haugesund mandag.

Rederiet har bedt om lov til at ligge i havnen et døgn yderligere, mens det afventer svar fra test af to tyske passagerer for coronavirus.

- Vi fik en melding fra skibets agent om, at der er to personer, der muligvis er smittet med coronavirus, og at de ønskede at få dem testet, siger læge i Haugesund Kommune Teis Qvale til NRK.

Frygten for en eventuel smitte kommer på baggrund af, at de to passagerer muligvis har været i nærkontakt med en tredje person, der senere er blevet testet positiv for coronavirus.

Den smittede person, der også er fra Tyskland, er ikke om bord på skibet.

De to passagerer om bord er sat i karantæne i deres kahytter, mens de venter på svar.

Ifølge Teis Qvale er der ikke behov for at indlægge dem.

Han oplyser, at smittefaren om bord på et skib er høj, da passagererne er meget tætte på hinanden.

Rederiet forventer at få svar fra prøverne tirsdag eftermiddag.

I Danmark er fire personer smittet med coronavirus, og over 100 danskere er i hjemmekarantæne.

I alt er der registreret 8739 tilfælde af smittede i 61 lande uden for Kina, og 127 er døde som følge af virusset, skriver Reuters.

Tæller man Kina med er over 3100 personer på verdensplan døde som følge af virusset. Det fleste dødsfald er registreret i Hubei-provinsen, hvor virusset brød ud.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.