ksælkdæa lksdælaks ælskd

salkd æalksdælka æsldk aælsdkælas kdælak ædlsakd as

Nu skal det ikke handle om priser, vel? 51-årige Karen-Lise Mynster lyder på én gang spøgefuld og skeptisk, som kun folk med skuespillertække kan. Hun ved godt, at katalysatoren for interviewet er det hæderspris på 300.000 kroner, som hun i sidste uge modtog af Bikubenfonden under året Reumert-uddeling, men hun vil helst tale om alt muligt andet. - Det med priser er så pinligt. Det er både oprivende og medrivende og skræmmende. En hyldest, som er alt for meget, og gudskelov er den overstået i næsten samme nu. Man tænker "Gud, fortjener jeg dét?" og "Hvordan siger jeg tak?". Mærkeligt, egentlig, for jeg er jo ikke skræmt over at skulle ind på scenen og fortælle en historie, siger skuespilleren Karen-Lise Mynster tænksomt. Det tør siges. Historierne har stået så tæt i kø, at de næsten har været ved at falde over hinanden, i Karen-Lise Mynster storslåede karriere. Umiddelbart uden anden fællesnævner end kvalitet, for præstationerne spænder fra stilsikkert Holberg og Molière over dybe kvindeskæbner og familiegrinet Krummerne til samfundskritiske kabaretter og revyer. Karen-Lise Mynster har spillet kvindelig bryder, selvstændig landmandskone, frelserpige, fru Heiberg, krigsdatter, forvist engel og senest syndig spritbilist i Paprika Steens traumefilm "La' de små børn…". Rejserne indad, i sig selv og sine omgivelser, samt kraften fra de magiske øjeblikke mellem sal og scene er blevet et narkotikum, som end ikke 300.000 kroner kan få hende til at slippe for en stund: - Jeg vil da nok tage ud at rejse på et tidspunkt. Det vidunderlige ved at få sådan en pris er jo at kunne tage en måned eller tre fri – at standse op og tænke. Men at lave kunst er ikke noget, man kan lade være med, eller som man laver mere af, fordi det bliver påskønnet. Det er en passion, en drift, og den hører hjemme i det offentlige rum og ikke i spisestuen, siger Karen-Lise Mynster. Barndom i Aalborg Opvokset i Aalborg som datter af en reklamemand og en frisør var unge Karen-Lise Mynster med egne ord ikke mere interesseret i teater end sine jævnaldrende. At hun 20 år gammel kastede sig ud i optagelsesprøven på Statens Teaterskole skyldtes en begejstret oplevelse af balletten En skærsommernats Drøm – og en stor portion uudlevet energi: - Jeg ved ikke, om jeg var dampbarn, jeg havde i hvert fald for meget energi, at jeg skulle af med det på en eller anden måde. Og hvis der er et sted, man kan komme af med sin energi, er det i teatret, siger Karen-Lise Mynster, der selv træner for at holde fysikken i god nok form til at kunne nå helt til 17. publikumsrække. Kondition og udholdenhed er da også gennem årene blevet krævet af hende i en sådan grad, at hun skulle være et skarn, om ikke hun føler barndommens energioverskud stimuleret. Efter som nyuddannet at have været tilknyttet Aalborg Teater i et par år, fik hun sit store gennembrud som Eliza i musicalen My Fair Lady – med 125 dages optrædener i streg uden én eneste fridag. - Man kan ikke være psykisk doven på scenen. Skuespil tvinger én til at researche i en periode, at selvransage og at forstå noget i dig selv og i verden omkring dig. Det kan være hårdt og gøre ondt, men inspiration er liv, og det giver sørme også meget energi fra sig. Jeg tror, jeg ville blive enormt træt, hvis jeg ikke var psykisk aktiv, siger Karen-Lise Mynster. Typisk for Karen-Lise Mynster er tendensen til at havne i rollen som den stærke kvinde. Om det så er som storskrydende den kønspolitiske revykomedie "Jøsses piger", som kølige succeskvinde i "Skyld i Kærlighed", som lyriske Tove Ditlevsen eller som Krummes solide mor. Men Karen-Lise Mynster har også udforsket det syge, dunkle kvindesind, især i 80'ernes melodramatik, og senest er hun altså igen den ustabile, knækkede kvinde i biograffilmen om en bilulykke. - Jeg er så kålhøgen at tro, at man kan spille alle roller, hvis dialogen og historien er god. Jeg tror på, at man kan finde alt i sig selv, hvis man åbner sindet og underbevidstheden op – og er modig nok. Kunsten bærer man i sig, siger Karen-Lise Mynster og tilføjer, at hun endda har skullet finde manden i sig, nemlig da hun spillede med i stykket Zentropen.