EMNER

KU'ere dømt for æreskrænkelse

KØBENHAVN:En besynderlig strid, der har haft Konservativ Ungdom (KU) som den ene part, endte fredag i Østre Landsret med bøder til to af organisationens medlemmer. Sagen tog sin begyndelse, da en mand ved navn Rasmus Paludan ville forhindre et medlem af KU’s forretningsudvalg, Rasmus Paludan Malver, i blot at kalde sig Paludan til efternavn. Den ballade førte til en stribe debatindlæg på ungdomsorganisationens hjemmeside, hvor Rasmus Paludan - altså ham uden Malver - blev hængt grumme til tørre af medlemmerne. Nu har Østre Landsret haft lejlighed til at granske debattens ordlyd, og to af medlemmerne har benyttet så groft et ordvalg, at der er tale om æreskrænkelse. De to - der brugte vendinger som “a nasty slick boy” og “neurotisk” i deres beskrivelse af manden, er begge dømt til at betale to dagbøder á 500 kroner. /ritzau/