Kugleleg om mesterskab

Kirketerp 1. september 2003 06:00

SULDRUP: Koncentrationen lyste ud af øjnene på de 32 petanquespillere, som hele søndag kastede kugler i et hjørne af Suldrup Stadion med et bestemt formål. De 32 spillere drømte alle om at ende øverst på podiet ved dagens sportsbegivenhed - de årlige kommunemesterskaber i petanque. Kurt Østberg er normalt ikke en mand, der forsager det aktive spil på banen, men søndag var der ikke noget at gøre. Kurt Østberg var nemlig udnævnt til kampdommer, og sådan en har på ingen måde tid til selv at spille med, når de 16 hold med to spillere på hver i løbet af en formiddag skal spille alle mod alle og hvert eneste resultat skal noteres omhyggeligt ned. - Og om eftermiddagen møder de otte bedste hinanden igen alle mod alle, indtil vi har kåret en vinder, forklarer han. Petanquespillet er i rivende udvikling i Støvring Kommune. Alene hjemmeholdet Suldrup har en afdeling med 50 medlemmer under IK Frem. Hjemmeholdet stillede også med flest hold, nemlig seks fulgt af Kirketerp med fem, Støvring med fire og Øster Hornum med et hold. - Det er et spil, hvor det sociale samværd er ligeså vigtigt som spillet, forklarer Isak Kurinow, som var stævneansvarlig sammen med Kurt Østberg. Frivillige mangler man ikke, heller ikke når der skal stilles telt op til det lokale kommunemesterskab. - Det var der et hold, der klarede fra morgenstunden, understreger Isak Kurinow. Efter et nærmest uoverskueligt antal kampe blev Jørgen Andreasen og Jørgen Nielsen fra Kirketerp kåret som kommunemestre. Nr. to blev Niels og Ellen Rasmusen, Kirketerp og trediepladsen gik til Kaja Bach og Per Nedergaard fra Suldrup.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...