Kuglen tog kegler

Spansk film hædret på festival

Film 6. oktober 2002 08:00

Den spanske "El Bola - kuglen" og den marokkansk-franske "Ali Zaoua" blev hædret som bedste film på den internationale børnefilmfestival Buster i København. - Det er en meget sørgelig og dramatisk film. Den er et genialt mesterværk. Sådan lød det bl.a. i børnejuryens begrundelse for at give Nordisk Film Fondens pris på 50.000 kr. til den spanske films instruktør, Achero Manas. "El Bola" kommer i de danske biografer senere på året. Voksenjuryen uddelte Busters grand prix-pris på 50.000 kr. for bedste spillefilm til "Ali Zaoua," der foregår i den marokkanske storby Casablanca blandt gadedrenge, der trods et hårdt liv finder håb i deres drømme. Børnejuryen gav Politikens kortfilmpris på 15.000 kr. til den svenske "Viktor og hans brødre," mens den internationalt sammensatte voksenjury tildelte den norske "Mens du står udenfor" sin pris på 15.000 kr. for bedste værk i denne genre. Endelig blev den amerikanske "Promises" hædret med Årets Basker på 10.000 kr. som bedste dokumentarfilm. Filmen omhandler den israelsk-palæstinensiske konflikt, set gennem børnenes øjne. Festivalen afvikles i år for tredje gang, og det sker med rekordbesøg. Over 10.000 strømmede til de gratis forevisninger de første fire dage, og programmet slutter først søndag. Sidste år lå det samlede antal billetter på godt 8000. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...