EMNER

Kugleskøre mc'ere i cirkus

Fem motorcykler på én gang skal ind og køre i den kugleformede dødsdrom.

Fem motorcykler på én gang skal ind og køre i den kugleformede dødsdrom.

HOBRO/HADSUND:Fem ud af seks stjerner gav NORDJYSKE Stiftstidendes cirkusanmelder Cirkus Arenas forestilling. Onsdag og torsdag kan folk med smag for underholdning under teltdugen selv dømme. Arena kører i stilling onsdag 28. maj på Cirkuspladsen i Hobro og dagen efter på Cirkuspladsen i Hadsund. Cirkusdirektør Benny Berdino byder i år publikum indenfor i et nyt telt med bedre udsyn. En ny konstruktion har gjort det muligt at fjerne de skråstivere, der normalt spiler teltet ud. Selve forestillingen indeholder blandt andet et larmende show i form af "Diorios kugledrom". Den gamle tøndeformede dødsdrom er erstattet af en kugle. Ikke færre end fem brasilianske dødskørere drøner rundt på motorcykler i kuglen samtidig. Fra Shaolin Kloster i Kina kommer 11 munke og giver en Kung Fu-opvisning – og der spilles kispus med publikums nerver, når Brazil Brothers udfordrer skæbnen i det kæmpe roterende dødshjul. På dyresiden byder Arena blandt andet på en klassisk smuk frihedsdressur med otte hvide araberhingste. Elefanternes optræden er igen i år lagt i hænderne på Familien Caselly, der i januar 2008 vandt den fornemme pris ”Sølvklovnen” ved Cirkusfestivalen i Monaco.