Kuhn stoppede blødningen med kærlighed
Hobros cheftræner prøvede at opmuntre Hobro-spillerne i pausen mod FC Midtjylland

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
FODBOLD:Det så sort ud, da Hobro gik til pause i Herning lørdag eftermiddagen. Der stod 4-0 til hjemmeholdet på måltavlen, og FC Midtjylland havde i den grad domineret.
Her besluttede Allan Kuhn sig for et systemskifte til fem mand i bagerste kæde - og prøvede at opmuntre spillerne.
- Det var mere kærlighed end en sviner, for det havde de virkelig brug for. Jeg har selv spillet fodbold, og når man er bagud 4-0 ved pausen, så har man brug for kærlighed. Så det måtte jeg prøve for at stoppe den blødning, siger Allan Kuhn.
Holdet kom dog tilbage i anden halvleg og tabte kun med tre mål, da de danske mestre vandt 5-2.
Til spørgsmålet, om han var fortrøstningsfuld efter kampen, tog cheftræneren de positive takter med.
- Jeg gør alt, hvad jeg kan, og jeg skal nok stå forrest. Når vi viser, at vi godt kan i anden halvleg, så er det helt klart, at jeg tager det med, siger Allan Kuhn.
Hobro har ikke vundet de seneste seks superligakampe.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.