Udland

Kulde og brændstofmangel plager New York

Mangel på benzin er fortsat et problem i kølvandet på stormen Sandy, mens strømmen er vendt tilbage hos mange.

Kulde og brændstofmangel plager New York

En alvorlig mangel på brændstof truer søndag New Yorks forsøg på at komme sig over superstormen Sandy samtidig med, at kulden bare gør det hele værre efter knap en uges elendighed med oversvømmede hjem og en offentlig transport, der står stille.

Det hele er med til at slide på nerverne blandt indbyggerne i byen, der aldrig sover.

På plussiden tæller, at næsten hele Manhattan har fået strømmen tilbage, efter at oversvømmelser mørkelagde en stor del af New Yorks tættest befolkede bydel og berømte skyline.

- Manhattan vil ikke længere ligne en slags spøgelsesby eller skrækfilm, siger Bob McGee, der er talsmand for forsyningsselskabet Con Edison.

Mandskab arbejder også på at retablere forsyninger til skoler, der efter planen skal åbne igen mandag, og for at gøre afstemningslokaler parate til præsidentvalget på tirsdag.

40 procent af dem, der er uden strøm, knap 900.000 mennesker, oplevet fortsat omfattende udfald, som vil kunne vare endnu en uges tid, siger New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, til journalister.

For mange betyder det, at de ikke har nogen varme, netop som temperaturerne falder i New York-området med udsigt til en blæsende, regnfuld efterårsstorm onsdag.

På Long Island er 550.000 mennesker uden elektricitet. Ifølge Cuomo var det oprindeligt 1,2 millioner, der var ramt af strømsvigt.

I alt 2,5 millioner forbrugere i syv stater står uden elektricitet i kølvandet på orkanen Sandy, oplyser USA's energiministerium.

Samtidig med, at New Jerseys politi nu opgiver dødstallet til 22 og det samlede antal omkomne i USA når op på mindst 109, så synes den største forhindring i at kunne komme over uvejret at være en fortsat alvorlig mangel på benzin.

Lange køer af biler foran tankstationer er et almindeligt syn, men situationen synes at lette, efter at tankskibe med benzin er ankommet til de hårdt ramte områder.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.