EMNER

Kulde og regn kan også tage pusten fra havefolket

Gert Andersen og Elin Frank håber på bedre vejr til de kommende søndages åben have-arrangementer.arkivfoto: ajs nielsen

Gert Andersen og Elin Frank håber på bedre vejr til de kommende søndages åben have-arrangementer.arkivfoto: ajs nielsen

ALS:Det sure vejr kan ikke skjule, at havesæsonen er gået ind, men det har givetvis frataget nogle lysten til at begive sig ud i det grønne. For eksempel havde Gert Andersen og Elin Frank ingen trafikale problemer, da de holdt åben have i weekenden. Haven på Møgelholtvej 48 har tidligere kunnet trække adskillige hundrede besøgende, men der kom kun en snes gæster denne gang. - Det var så koldt, så koldt. Vi plejer at sidde udenfor og drikke kaffe, men det blev der ikke noget af, fortæller Gert Andersen. Han trøster sig med, at vejret næppe kan blive ved med at være så dårligt, og at haveinteressen fortsat er for opadgående. - Ellers gad tv nok ikke at sende Hokus-krokus og den slags udsendelser, ræsonnerer han. På Møgelholtvej har parret i al beskedenhed etableret en af Danmarks største samlinger af Klematis. - Så det dér med den døde høne, det virker altså, smiler Gert Andersen med henvisning til det haveråd, parret har fulgt om at begrave en høne, før de planter de efterhånden mere end 100 storblomstrende vækster. Gert Andersen røber, at arten af fjerkræet ikke er afgørende. - Det fungerer også fint med en død måge, siger han. De 6500 kvadratmeter have er lidt senere fremme i udviklingen end ellers på grund af det kølige, regnfulde forår, men er ellers i fin form, lover Gert Andersen, som åbner havelågen for offentligheden de kommende tre søndage. Arrangementerne indgår i Det Danske Haveselskabs vifte af åbne haver. På www.haveselskabet.dk findes en komplet oversigt over haver og åbningstider over hele landet.