Kulegravning af Farsø

I et åbent samråd lovede socialminister Henriette Kjær i går, at tilstandene i Farsøs familieafdeling nu bliver nøje undersøgt.

Beslutningen kom på baggrund af de seneste ugers kritik af, at kommunen har hentet tvangsanbragte børn hjem uden hensyn til deres behov, men udelukkende for at spare penge. - Det er ikke betryggende at se. Derfor har Socialministeriet nu bedt Farsø om en redegørelse, sagde socialministeren. Hun understregede, at sagen bekræfter, at der generelt er et problem med håndteringen af tvangsanbringelser i kommunerne. Ifølge ministeren er der nu behov for et langt stærkere tværfagligt samarbejde. Derfor vil hun snart udsende en vejledning til kommunerne, med forslag til, hvordan de kan kombinere spareplaner med en bedre indsats for barnet. I nogle tilfælde mener hun nemlig, at det kan være bedre for barnet at komme hjem til sin egen familie igen. - Vi skal stadig nøje overveje alternativer, selvom barnet er blevet anbragt uden for hjemmet. Det skal ikke bare være ude af øje ude af sind, sagde Henriette Kjær. Hun lægger vægt på, at man i større omfang undersøger muligheden for at støtte familien til at have barnet hjemme - blandt andet ved hjælp af børne- og familierådgivning. Direkte adspurgt om, hvorvidt hun finder det betryggende, at fire sagsbehandlere i Farsø afløses af 25 timers konsulentarbejde, svarede ministeren, at så slemt stod det heller ikke til. Hun oplyste, at der nu er ansat en konsulent og to socialrådgivere på fuld tid.