Kulørte køer i hovedstaden

{ Køerne kommer til København. Fra på lørdag og frem til 31. august, er den verdensomspændende kunstbegivenhed CowParade på besøg i hovedstaden. Knap 50 køer er i disse dage ved at blive lakeret, så de kan tåle mosten på gader og stræder i København. Kofesten begynder lørdag med en stor udstilling på Rådhuspladsen i København, hvor alle de deltagende køer vil være samlet. Herefter går det i samlet flok - køerne bliver monteret på hjul - til Øksnehallen, hvor værkerne kan betragtes i en uge. Så bliver køerne placeret rundt om i København, inden flokken bliver sat på auktion hos internetauktionshuset lauritz.com. Overskuddet fra auktionen går til Red Barnet. - Det er et sjovt og godt initiativ, siger Mimi Jakobsen, der er generalsekretær i Red Barnet. CowParade har allerede været på turné i over 40 landet. Blandt andet New York, Sydney, Paris, London og Stockholm, og i alle de byer, hvor køerne har gået i parade, er besøgstallet og turismen steget markant, og man forventer samme store publikumstilslutning ved CowParade Copenhagen. Det er kendte, såvel som ukendte danske kunstnere, der har dekoreret de knap 50 køer, det er blevet til. Et par håndfulde kunstnere er blevet bedt om at deltage, mens resten er lavet af kunstnere, der har sendt forslag ind og er blevet udvalgt. Det har ikke været nogen helt let opgave, for omkring 700 kunstnere - professionelle som amatører - har tilbudt at male en ko.