Kultur er livsvigtig i krisetider. Det ved alle - undtagen kulturens minister

Man skal vist være helt usædvanlig tonedøv for ikke for længst at have grejet, hvad der bliver taget i anvendelse for at prøve at holde os sammen i en tid, hvor vi helst skal holde os mindst to meter (og gerne mere) fra hinanden.

For når vi som udgangspunkt ikke må mødes og samles, hvad finder vi så på af fællesaktiviteter?

Det begyndte med sang på altanerne blandt karantæneramte i stadig flere byer - og ikke for ingenting er et af tidens største faste samlingspunkter fællessang på DR 1 med Philip Faber, til daglig chefdirigent for DR PigeKoret, hver morgen kl. 9. Et par sange, en mand, et piano, en mikrofon, et kamera. Hvor svært kan det være?

Samtidig vrimler det frem på alle digitale platforme med diverse former for optræden - ikke bare fællessang, gerne af et vist satirisk tilsnit, hvor H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” har fået tilføjelsen ”og jeg bliver hjemme” - men også transmitterede koncerter uden tilskuere. Andre end dem, der følger med hjemme foran skærmene.

Fællesnævneren er naturligvis kultur. Som led i et fællesskab. Som distraktion. Som sikkerhedsventil i den - for mange - meget, meget lange ventetid.

Midt i denne åbenlyse og fuldt forståelige higen efter kulturoplevelser står desværre en nærmest gennemført tonedøv kulturminister, Joy Mogensen (S), som i anledning af coronakrisen har udtalt: ”Jeg ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu” - som om kultur mest af alt er den i virkeligheden ret unødvendige dessert efter et ellers nærende måltid.

Ikke nok med, at ministeren åbenbart ikke har nogen overordnet, gennemtænkt plan for, hvordan kulturlivet skal overleve.

Undervejs har hun tilsyneladende også afsløret, at der så godt som ingen huller er i hendes uvidenhed om, hvordan kulturlivet i det hele taget er bygget op. Og på hvilke økonomiske vilkår.

Kultur i en coronakrisetid er med andre ord blevet håndteret om muligt endnu mere forkludret end forløbet med Radio24syv.

Det er en ærlig sag ikke rigtigt at interessere sig for kultur - men så skal man nok vælge at lade være med at være kulturminister. Det er i hvert fald ikke nok at lytte og igen og igen påstå, at man er blevet klogere.

Kulturministeriet har eksisteret siden 1961, ikke mindst på foranledning af den første kulturminister, Julius Bomholt, med et helt anderledes og væsentligt mere aktivt syn på kultur.

Lige nu virker det som om, Danmark er det tætteste, landet nogensinde har været på slet ikke at have en kulturminiser siden 1961.Og så lige midt i en meget alvorlig krise.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.