Kultur i samfundets tjeneste

I samfundets tjenste. Uf, hvor lyder det kedeligt. "Public service" lyder meget bedre, ikke? Lidt ligesom "Public relation", ofte forkortet til PR!

Man kan mene meget om den stormvind, der er fejet igennem Danmarks Radios direktion og bestyrelse, og som har væltet et par store træer. Men det er i hvert fald ikke kedeligt. Det er lidt ligesom at se filmen "Kongekabale", bare at det foregår i virkeligheden, altså. Og når vi hører DR's radio og ser DR's tv, så fortæller alle medarbejdere om "sig selv" og interviewer forskellige personer om "sig selv". Vi hører at der er både usikkerhed og utryghed i den store virksomhed, som DR jo er, med flere tusind ansatte. Det svirrer med rygter og formodninger, der tales om Berlusconi-tilstande i Danmark. Det synes jeg er meget utrygt for vores lille land, hvor vores primære nationale nyhedsmedie med "public service"-forpligtelser er det statsejede og i høj grad licens-financierede DR. Jeg husker med gru en rundrejse i Texas for et par år siden, hvor vi pr. dansk automatik tændte for bilradioen. Mage til fordomsfuld småsnak skal man lede længe efter, det var milevidt fra den radio, vi kender herhjemme. Hvis det er en politisk rævekage, der ligger til grund for fyringen af generaldirektør Christian Nissen, er det intet mindre end en katastrofe. Så er han blevet bedømt på sine holdninger og ikke sine handlinger. Han har jo forsøgt (tror vi nok, men hvad ved man?) at forny både radio og tv (læs: opnå det størst mulige lytter- og seertal), samtidig med at der er fastholdt nogle traditioner for langsomhed (læs: fordybelse) og kvalitet (læs: kunst og kultur). Jeg har også altid opfattet DR's bestyrelsesformand Jørgen Kleener som en afbalanceret person, der har taget "public service"-forpligtelsen dybt alvorligt. Det har altid været kendetegnende for DR - både radio og tv - at det har været mangfoldigt. Altså at alle befolkningsgrupper, herunder diverse alders-, bruger- og målgrupper, har kunnet plukke nogle programmer ud, der var værd at se, mens man ligeså roligt har kunnet fravælge andre. Den benhårde konkurrence fra andre kanaler ser nogle som et gode, andre som noget skidt. Jeg har altid været tryg ved, at vi jo havde DR, i takt med at det er blevet mere og mere uinteressant for mig at slå ind på andre kanal-tilbud. Men det er jo fordi jeg ikke tænder på konkurrencer, popmusik, amerikanske serier, livsstilsprogrammer m.v. I løbet af de sidste 15-20 år har mediebilledet ændret sig drastisk. I firserne kunne man stadig forsvare at have en programpolitik, der hævdede det lødiges betydning på bekostning af det populistiske. Sådan er det ikke mere, hverken for radio, tv eller museer. Og det er her, historien om DR bliver interessant. Den er nemlig også symptomatisk for, hvordan staten forvalter eller i fremtiden kunne tænke sig at forvalte sine kulturinstitutioner. DR er jo sværvægteren, og når den bliver udsat for stormvejr, så kan vi se hvor meget den betyder. Her findes det lødigste bud på nyheder, aktuelle politiske analyser, ud- og indlandsstof, interviews, kultur og kunst, - og det, der når ud til det bredeste publikum. DR har også altid været villig til at eksperimentere med, hvor grænsen går mellem at være populær og at være populistisk. Vi har fået fantastiske tv-serier, som er blevet kulturelle klenodier. Det startede med Huset på Christianshavn, senere fik vi Matador, sidste år Krøniken og nu Ørnen som opfølgning på Rejseholdet. Ofte blev de nye serier mødt med kritik, men det er flot gået, for der er både lødighed og spænding for rigtig mange mennesker. Jeg åbner for radioen og hører fornuftige mennesker tale om verdens store og væsentlige problemer hver dag, og jeg hører lige så ofte om små problemer, der bliver vendt på en jævn og medmenneskelig måde. Og sådan kunne jeg blive ved. Spørgsmålet melder sig: Har de to centrale skikkelser måttet forlade skuden på grund af evigt pres fra politikere og lobbyister? Går de demokratiske repræsentanter i dette land i for små sko, så forholdene bliver ulidelige for dem, der har magt og agt? Vil de folkevalgte repræsentanter både bygge og spare? Både have leveret varen og slippe for at betale regningen? Det koster selvfølgelig rigtig mange penge at drive DR, og at bygge nyt til DR må da også koste rigtig meget. Al kultur koster, dens nytteværdi er ikke målelig som sundhed og undervisning. Men ét er sikkert: Dén kultur, som bl.a. DR repræsenterer, står i samfundets tjeneste. Nina Hobolth er uddannet mag. art. i kunsthistorie og har siden 1989 været museumsdirektør på Nordjyllands Kunstmuseum. Ser museerne som ikke-kommercielle oaser for oplevelse af kunst og kultur. I morgen skriver Holger Graversen, Hadsund, fhv. folketingsmedlem (S).