Kultur i uendelige baner

Kulturnatten 2008 byder på Elvis-kloner, en barnestjerne i comeback og indvielse i frimurerritualer.

Lars Termansen
Rasmus Ott – alias Razz – har holdt lav profil siden de yngre år som MGP-barnestjerne. Nu er han igen på scenen. Arkivfoto: Torben Hansen
Musik 1. oktober 2008 13:51

Natten, hvor alt kan ske, nærmer sig. Fredag 10. oktober går det løs i Aalborg med Kulturnatten, og igen i år er udfordringen for gæsterne at prioritere hårdt. Programmet er nemlig så omfattende, at man umuligt kan nå det hele. Et af de mere spektakulære optrin foregår ved den kommunale borgerservice i Rendsburggade, hvor der vises en videoinstallation med kendte og ukendte aalborgensere i rollen som Elvis Presley. Billedkunstner Nils Sloth har sammen med kunstnerkollega Bruno Kjær udtænkt ideen, og blandt andre kulturrådmand Henrik Thomsen, tv-kok Morten Nielsen, skuespiller Meike Bahnsen og borgmester Henning G. Jensen optræder i rollen som Elvis Presley. I Elvis-kostume naturligvis til forskellige Elvis-klassikere. Alle præstationer er klippet sammen til en video, der vises på et stort lærred ved borgerservice. Ideen er udsprunget af Kulturnattens tema, som i år er "uendelighed". - Vi lavede en brainstorming og hurtigt blev "uendelighed" til "udødelighed", og ret naturligt blev Elvis Presley nævnt, fortæller Nils Sloth. Kulturnatten byder også på en slags comeback for en barnestjerne. På spillestedet Skråen er der mulighed for at opleve "De gode, de onde og den uendeligt grusomme". Det er en blanding af stilarter, hvor jazzmusik af Søren Lundbye Trio skal spille sammen med Rasmus Ott på breakdance, mens Det Flyvende Kuffertcirkus står for gøgl og gak. For dem, som skulle have glemt det, er Rasmus Ott også kendt som Razz og var den første vinder af melodi grand prix for børn med megahittet "kickflipper". Kig i frimurernes verden. Kulturnatten har også tradition for at være en aften, hvor publikum får adgang til rum i byen, hvor offentligheden normalt ikke kommer. I år er der mulighed for at få kig i frimurernes verden, når frimurerlogerne Den Kubiske Sten, Den Evige Flamme og Den Rette Vinkel indvier interesserede i laugsfrimureriets tanker og formål. Det sker i frimurerhuset i Hasserisgade. På Kulturnatten kan publikum som noget nyt også besøge Utzon Center, hvor der blandt andet er foredrag om Jørn Utzons inspirationskilder. Heri indgår også strygermusik. Aftenen byder desuden på en kor- og lysperformance, hvor korenes sang styrer lysets intensitet. Sang sætter sit præg på flere arrangementer, og det er ingen tilfældighed. I år er det Sangens år, og Kulturnatten åbner kl. 16 på Gammeltorv, hvor et stort nordjysk fælleskor synger for og med publikum.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...