Kultur kan være kold

Det var kulturen mod vejret. Der var optræk til, at det ville regne og dryppe på alle, der gik ud i Kulturnatten - selv på præster og degne. Da denne avis skulle lægges i seng, var der ingen vinder.

Men der var tabere. Udendørs arrangementer, som enten blev aflyst på grund af meldinger fra de lokale Volborg'er. Eller som fik langt mindre publikum, end de vist havde fortjent. Reporterholdets korte rundtur blev endda endnu hastigere på grund af et skyderi i vestbyen og en kultursammenstød med en anden bil på Vesterbro. Men vi nåede da: "Hænder af sten" på J.F. Kennedys Plads. Hundreder af afstøbninger af børnehænder. En påmindelse om børneprostitution i Asien. En manifestation, der skulle have været med levende lys. Det ville blæsten ikke være med til. Ildgøgl på C.W. Obels Plads. En københavnsk kvinde, Stine Gottlieb, der lever delvist af den slags. Hun var hentet til af en veninde. Man havde lyst til at gå alt for tæt på, bare for at få lidt varme. Tre herboende trommeslagere fra Afrika i et telt på samme plads. De fortalte - inden de trommede løs og sang - at Afrika ikke bare er et stort land (som vi måske opfatter det som). De var fra Tanzania, Cameroun og Sudan. Og blandt andet dem - og andet i teltet - var det første arrangement for den ny Aalborg-udgave af FN-forbundet, 20-30-årige, der interesseret sig for internationale forhold. Og vi nåede lige akkurat den lokale sambaskole Poco Loco, der - barmavede eller ej - mindede os og andre i gågaderne, at der findes varmere lande, f.eks. Brasilien. Det var næsten som at komme hjem, i hvert fald ind i varmen, at træde ind i mange-medier-huset på Langagervej, hvor folk i hold kunne komme ind og lede efter Den Nøgne Sandhed, et spøjst situationsspil, skruet sammen af Det Hem'lige Teater, skrevet af NORDJYSKEs kulturredaktion og med bistand fra folk i huset. Så mens denne avis blev lavet færdig, gik der nordjyder omkring i huset, hvor de mødte en direktør K. Valme, der forsøgte at få reklame for en potensfremmende elastik (fem for 550 kr.), en journalist der ville have svar på, hvorfor Fantomet ikke længer er som tegneside på bagsiden og meget andet. Kultur er mange ting. Men det kan vejret ikke tage sig af.