Kultur med kyndig eskorte

Se, lyt og lær mere om film, musik, teater og kunst

Få mere ud af kulturen. Du bliver som studerende taget kærligt ved hånden og kommer lidt bagom, hvis du vælger at benytte Aalborgs nyeste kulturtilbud. Kulturescort tilbyder i løbet af efteråret byens studerende både film, teater, kunst, musik og klassisk musik. Og udover at se og høre får de studerende tilbudt oplysende foredrag, om det, de lige står foran at skal opleve - Når der blev vist film i de studerendes filmklub på universitetet, havde vi tit foredragsholdere - instruktører eller filmkyndige - som lagde op til filmen. Og det gav ofte oplevelsen en ekstra dimension, forklarer studerende Lars Ulrich Hansen fra Aalborg Universitet. Han læser humanistisk information på Aalborg Universitet på 9. semester og fik lyst til at kopiere ideen, og bruge den overalt i kulturlivet, da han var i praktik på på Kultur- og Fritidsforvaltningen i Aalborg. Han fik biografen Biffen, de studerendes filmklub Biotex , Jomfru Ane Teatret, spillestedet Studenterhuset og Aalborg Symfoniorkester med på ideen, og i løbet af efteråret præsenterer de så kunst og sig selv ved en række arrangementer. - Nøjagtigt efter samme princip som i filmklubben. Jeg ved ikke altid så meget om den film, jeg skal til at se. Eller om klassisk musik. Eller for den sags skyld kunstneren Picasso. Og sådan er der sikkert også mange andre studerende, der har det. Men nu kan de komme ind og få en oplevelse, samtidig med at de bliver klogere på kunsten. - Musikchef Palle Kjeldgaard fra Aalborg Symfoniorkester fortæller eksempelvis om klassisk musik, inden vi skal høre Haydn og Beethoven, og på Jomfru Ane Teatret vil teaterchef Michael Mansdotter holder oplæg, inden vi skal se "Girlsnigthout", siger Lars Ulrich Hansen. Ideen er, at Aalborg studerende skal få bedre styr på hvad byens kulturliv kan tilbyde. Måske især for dem, som ikke kender så meget til teater og klassisk musik. Kultureskorten forsøger at inddrage de studerende aktivt i kulturlivet, og tilbuddet skal gerne gøre Aalborg til en rigtig rar studieby. Ud fra antagelsen at et godt kulturliv hænger nøje sammen med et godt studieliv. På efterårets arrangementliste står tre aftener på Jomfru Ane Teatret med kvindestykket "Girlsnigthout" - 25. september, 7. oktober og 9. oktober - alle tre gange med Michael Mansdotter. På filmsiden viser Biffen, 26. oktober, den finske instruktør Kaurismäkis "Skygger i Paradis" med oplæg fra kulturjournalist Lars Borberg. Nordjyllands Kunstmuseum har for tiden Picasso udstilling, og her kan de studerende få en kyndig introduktion til kunstneren i tre omgange- nemlig 28. oktober, 30. oktober og 2. november. Endelig spiller multikunstneren T. S. Høeg på Studenterhuset 20. november og fortæller om jazz og sit eget band, og så runder Aalborg Symfoniorkester af med værker af Beethoven, Haydn med flere 27. november. Og så er det meningen, at de forskellige kulturinstitutioner skal fortsætte samarbejdet fremover. Til glæde og gavn både for de studerende og for byens kulturliv. Hjemmesiden hedder www.kulturescort.dk