Kultur på støtten

Det er velkendt, at sponsorering og reklame i stigende grad gør sig gældende i kulturlivet, en udvikling, jeg ikke synes i sig selv er problematisk.

Mange kulturbegivenheder ville således ikke kunne gennemføres, hvis ikke der var sponsorer til at putte penge i de forskellige projekter. Jeg er ikke i tvivl om, at et større samarbejde mellem erhvervsliv og kulturliv, samlet set vil kunne berige samfundet. Dog tror jeg, det er vigtigt, at man inden for kunst og kultur-området gør sig mere bevidst om, hvad denne udvikling betyder for kulturen og for kunsten, og i særdeleshed er opmærksom på de faldgruber der helt åbenlyst er i dette sammensurium af kunst og cool business. For mig at se opstår der meget let både et kunstnerisk og et æstetisk problem, hvis ikke erhvervslivet og sponsorerne i højere grad respekterer kunsten og kulturen på dens egne betingelser. Problemet er ikke så stort, når man som tilskuer til f.eks. Sonofon-biograffilmen "Polle Fiction" om den spøjse provinseksistens Polle fra Snave, hele tiden er bevidst om, at dette først og fremmest er en forlænget reklamefilm for Sonofon. Derimod synes jeg, at man med nogen ret kan tale om et både kunstnerisk og æstetisk problem, når også mere almindelige spillefilm og tv-serier i mere eller mindre grad kommer til at fremstå som mellemlægspapir i en ligegyldig føljeton om Netto, TDC, Danske Bank eller Fakta. Det er jo netop kunstens og kulturens opgave at berige os med oplevelser, at fascinere os og at forarge os. Kunsten skal efter min mening fortælle sin egen historie og for sin egen skyld. Hvis kunsten blot reduceres til et redskab for reklameindustrien, så kan det godt være at samfundet i økonomisk forstand bliver rigere, men dansk kunst og kultur bliver helt sikkert fattigere. Så længe sponsorering af kunst og kultur først og fremmest har til formål at sikre, at kulturelle begivenheder kan føres ud i livet, og så længe man husker, at det kunstneriske element og det kulturelle islæt er det væsentlige, så er sponsorering for mig at se en udmærket idé, men i det øjeblik reklameindustrien og kulturen fuldstændigt flyder sammen, bliver det hele meget let til en ulidelig cocktail. Der er efterhånden langt mellem kulturelle begivenheder, hvor det kulturelle og det kunstneriske islæt kan præsenteres uforstyrret og for sin egen skyld. Der er således langt fra f.eks. nationalskjalden Kim Larsen, når han nægter at gå på scenen, hvis der reklameres for Grøn Tuborg og Yankeebar på scenen, eller når selv samme Larsen, nægter at spille hovedrollen i en julekalender på TV-2, alene af den grund, at legetøjsgiganten BR er hovedsponsor på projektet, og til nutidens gennemkommercialiserede wanna be-programmer på tv. Måske det blandt andet er Larsens insisteren på at være sig selv der gør, at netop Larsens sange stadig kan begejstre, og hensætte en stor del af os i nostalgisk længsel efter en svunden tid. Måske det netop er, fordi både Larsen og hans sange stadig er sig selv og som sådan i en eller anden forstand repræsenterer lydsporet til den danske folkesjæl. Hvor mange fremragende sange og musiknumre, både klassiske og mere moderne, pop og rocknumre, er ikke blevet ulidelige at høre på, netop fordi de ikke, som Larsens, har fået lov til at tale for sig selv og for deres egen skyld, men er blevet ligegyldig underlægningsmuzak til en eller anden ligegyldig reklame for et eller andet ligegyldigt produkt. Selv synes jeg f.eks. det er både synd og skam, at et fremragende rocknummer som Europes "The Final Countdown" i den grad er blevet overeksponeret i tv-reklamerne med Polle fra Snave. Eller hvad med B.B. Kings "What a Wonderful World" – i sig selv et fremragende nummer, men som nu mest af alt bringer minder frem om vaskepulver og bleer. På samme måde er min irritation over at se både Ida og Søs (skuespillerne Anne Louise Hassing og Maibritt Saerens fra Krøniken) sidde på en smart café og reklamere for friskpresset appelsinjuice i den bedste sendetid, omtrent lige så stor som min forventning til de næste afsnit af Krøniken. Lad dette være en hyldest til den kunst, der først og fremmest er sponsoreret af den enkelte kunstners inspiration, indignation, livsglæde, vrede, og hvad der nu ellers skal til for at skabe god kunst. Hvis sponsorering kan være med til at fremme eksponeringen af et rigt og varieret kulturliv og god kunst, både musik, film, tv, teater osv. så er det for mig at se en udmærket idé, der kan være til berigelse for hele samfundet, men den gode kunst og kulturen skal insistere på at spille hovedrollen i denne sammenhæng. God sommer! Christian Steen er 27 år og uddannet cand.mag. i samfundsfag og psykologi fra Aalborg Universitet. Har igennem flere år skrevet en række artikler om politik og samfundsforhold. I morgen skriver Lis Jensen, Kaas, fhv. medlem af Europa-parlamentet.