Kultur skabte eksplosiv vækst

I det nordlige Spanien ligger byen Bilbao. En by og en region som har meget til fælles med Aalborg og Nordjylland. I Bilbao har man også oplevet en erhvervskrise, da store industrivirksomheder lukkede en efter en og efterlod mange mennesker uden udsigt til arbejde.

Men Bilbao overkom krisen. Ved at satse stort med blandt andet et kunstmuseum, der nu er verdensberømt, er man kommet ud af krisen og er gået fra en forurenet og ugæstfri industriby til en af de mest eftertragtede turistbyer i verden og tusindvis af mennesker er igen kommet i arbejde. Dermed har Bilbao har haft en udvikling som vi i Aalborg måske oplever de første spæde skridt til med planerne om et Musikkens Hus på havnen i Aalborg. NORDJYSKE tog til Bilbao for at undersøge en udvikling, der måske kan tjene som et godt eksempel for Aalborg og Nordjylland.