Kultur skal sætte skub i Nordjylland

Kunst og kultur samt udviklingen af miljøer med kreative uddannelser kan blive et afgørende element for at sætte gang i udviklingen i Nordjylland.

Lokalpolitik 12. august 2007 14:16

Et middel kan være etablering af decentrale universitetsenheder flere steder i regionen, hvor de kreative uddannelser skal fremmes. Fonde, der kan støtte kulturelle erhverv, er et andet middel, ligesom landsdelen kan blive et fristed for kunstnere. Idéerne til en satsning på kulturen kommer fra en arbejdsgruppe, der er nedsat i forbindelse med udarbejdelsen af en regional udviklingsplan for Nordjylland. I løbet af foråret skal regionen gøre udviklingsplanen færdig. Planen bliver en overordnet strategi for, hvordan bl.a. erhvervsudvikling, beskæftigelse og uddannelse kan fremmes. - Kultur er blevet en vækstfaktor. Det er jo bl.a. blevet påpeget af OECD. Jo bedre uddannelse folk har, jo bedre skal kulturtilbuddene være. Vi kan se, at kulturtilbud er afgørende for de højtuddannede, som vi gerne vil tiltrække. Samtidig får det, man kalder oplevelsesøkonomi, en stadig voksende betydning, siger udviklingschef Thomas Østergaard, Vendsyssel Teater. Han er formand for den arbejdsgruppe, der i forbindelse med udarbejdelsen af den regionale udviklingsplan arbejder med kultur. Nordjylland kommer i de kommende år ud i en hård kamp for at skabe udvikling. På en række felter halter Nordjylland efter den øvrige del af landet. Det gælder f.eks. på uddannelsesområdet. - Men landsdelen har et stærkt foreningsliv. Det er en social kapital, som betyder, at det er let at danne nyt netværk. Måske er der blot brug for at markedsføre den form for styrke, ligesom der er mulighed for at slå på lave grundpriser og mange naturværdier, siger chefanalytiker Simon Schou fra analysevirksomheden Oxford Research. Et af problemerne i Nordjylland er, at regionen udvikler sig i to hastigheder. Aalborg og byerne ved motorvejen i Himmerland udvikler sig med høj fart. Modsat viser prognoser fra Danmarks Statistik, at det øvrige Nordjylland kører som et bumletog. - Men vi kan søge at udnytte byernes potentiale og samlet set få en bedre udvikling i Nordjylland, siger formanden for Aalborg Industri- & Handelskammer, Erik B. Hansen. Af Torben Duch Holm og Søren Skov central@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...