Deres første blev en nedlagt togstation i Lindholm. Derfra flyttede de ind i et utæt parcelhus fra 1950’erne i Skalborg, hvor de isolerede stuen med rammer af træ, rockwool og gips for at absorbere lyden. De øvede på det tidspunkt op til 12 timer dagligt for at indspille deres første EP og udførte støjmålinger uden for huset.

Decibelmåleren bonnede ikke voldsomt ud. Niveauet svarede til en lav samtale, men alene det, at nogle kunne høre snerten af metal, fik irritationen blandt naboer til at akkumulere til et punkt, hvor de begyndte at ringe til politiet.

Da bandet fik nok af klager, flyttede de ind i et lokale i en gård i Ryesgade, som rockere havde brugt som torturkammer for stofmisbrugere, der skyldte penge. Desværre kunne stedet ikke fungere som indspilningssted, så næste stop blev en lagerhal, hvor de i to år pakkede deres gear frem og væk igen hver gang de ankom og forlod stedet – en uholdbar løsning på sigt. Efter en afstikker til en ombygget tæppebutik, rykkede de for fem uger siden ind i bunkeren, hvor Aalborg Musikforening tilbyder øvelokaler.

Det er her, vi sidder i dag.

- Vi har været heldige, man siger, at her kun bliver ledige pladser, når et band går i opløsning, griner Tobias Jacobsen.

Trippelgänger har været meget igennem de seneste år, men motivationen for at spille har overdøvet strabadserne. Metalbandet, der udover Tobias Jacobsen består af Nicklas Lind og Christoffer F. Moland, fandt sammen i 2019. De havde forskellig smag, men var enige om klassikere som Black Sabbath, Deep Purple og Led Zeppelin, og lyden af inspirationskilderne går tydeligt igen hos bandet, der lægger sig i et krydsfelt mellem old school heavy metal og bluesinspireret stoner rock.

En fan af bandet har skrevet, at Trippelgänger minder ham om 1970’erne, hvor han lyttede til Pentagram på sit ungdomsværelse. Andre fans genkender andre yndlingsbands.

- Det er i det hele taget interessant, hvordan vi tapper ind i det univers, bands startede i 1970erne, vi gør det bare med 2022-ører på det, konstaterer Nicklas Lind, der henviser til, at de aldrig har spillet coverversioner, men selv har skrevet fra start.

Og feedbacken på deres tre EP’er er overstrømmende. Rosen går blandt andet på, at de lyder langt mere professionelle, end de er; folk er overraskede over, at det er noget, de har indspillet i en dagligstue. Og så får de anerkendelse for deres sangskrivning og konsekvente visuelle udtryk. For nylig endte en af deres sange i den amerikanske podcast Doomed & Stoned, og de har været omtalt på Doom Charts, der repræsenterer nogle af de bedste internationale bloggere, journalister og anmeldere fra den internationale undergrund.

- Vi har lært meget på meget kort tid og diskuteret, hvordan vi kan udfordre os på alle områder, og nu er vi klar til at accelerere, siger Tobias Jacobsen, der ikke sætter alt ind på at blive signet hos et pladeselskab.

- Der har været interesse fra nogle selskaber, men lige nu er vi ret glade for uafhængigheden. Vores fokus lige nu ligger i høj grad på musikken og på frihed – vi vil bare rigtig gerne lave noget fedt.

En dansk metalhovedstad

Aalborg har ikke kun været kendt som en industriel metalby, men også som en musisk en af slagsen. Aalborg Metalfestival, der i denne weekend fylder Studenterhuset med tunge riffs, denim og læder, er kendt som Danmarks ældste og som et fyrtårn, der kan spores tilbage til 1990’erne, og flere anerkendte metalbands er født her. De største gennem tiden hedder Mercenary, der har turneret internationalt, og Mnemic, der åbnede Orange Scene på Roskilde Festival i 2004 og har turneret med Metallica.

Faktisk har der siden 1990'erne været kog i Aalborgs metalgryde, men spørger man Trippelgänger, er der i disse år noget nyt i gære.

- I 1990'erne spirede det frem med metalbands i Aalborg, og jeg har en fornemmelse af, at der lige nu er en lignende bevægelse i gang. Med bands, der ikke er bange for at eksperimentere og blande genrer. Samtlige af bandsene i bunkeren her er metalbands, siger Tobias Jacobsen, der peger ud i rummet, hvor der står fire trommesæt linet op – tilhørende fire forskellige bands.

Han tilskriver væksten en generel satsning fra Aalborgs side på musikundervisning for børn og unge, et hjerte hos lokale bookere for metal og så en international revival i interessen for genren.

- Der er kommet nye store bands til, der når langt ud, fx nogen som de excentriske Ghost fra Sverige, som interessen for er eksploderet – de er blevet metals svar på ABBA. Lokalt er der Defacing God, der spiller melodisk black-/dødsmetal, og som øver hernede og er blevet signet hos Napalm Records, et internationalt pladestudie. Der er blevet plads til nysgerrighed. Der har tidligere i høj grad været én idé om, hvordan man skulle spille genrerne, og hvilket udstyr man skulle bruge til hvad, siger Nicklas Lind, der derudover peger på en generel blues blandt unge som årsag til opblomstringen.

- De seneste år har budt på pandemi, nedlukninger, isolation, krig, inflation, finanskrise. Der er unge, der har studeret et år uden at møde medstuderende, og måske har det affødt nogle følelser, som de har behov for at få afløb for. Jeg tror, at mange i yngre generationer har en oplevelse af at blive fucked igen og igen.

Tobias Jacobsen nikker.

- Der er en håbløshed og indebrændt frustration i metal, som unge kan genkende. Det var det samme i 1980’erne i den engelske arbejderklasse, hvor man så en reaktion imod Margaret Thatchers styre med en opblomstring af metal og punkscenen. Senere kom glæden til igen i musikken, men i dag er melankolien tilbage, selv i popmusik.

En ny inderlighed

Opblomstringen af og eksperimenterne med metalgenren ses også af Troels Højgaard Sørensen, der for nogle er kendt som bestyrer på kulturhuset 1000Fryd i Aalborg, for andre som chef for bookingbureauet Lasher Agency og medejer af 5FeetUnder Records. Derudover er han forsanger i bandet Vægtløs.

- De bands, der springer ud i disse år på metalscenen i Aalborg, er mere alternative, jeg vil nærmest karakterisere dem som postmetal. Der er et mere internationalt snit over dem end for 10-20 år siden, hvor nogle metalbands nærmest blev til karikaturer på metal – nogen, der bare ville spille noget ”fed hegn”. Det segment er der stadig, men der er kommet en inderlighed ind i musikken, siger Troels Højgaard Sørensen, der desuden hæfter sig ved, at flere og flere danske metalbands synger på dansk, og mange har et dansk navn.

Og han hæfter sig ved, at folk på den anden side af jorden lytter med, selvom de ikke forstår et ord.

- Men folk genkender jo stemninger og følelser. Der er kommet noget kunstnerisk ind – et ønske om at løfte det til noget mere, lave noget smukt. Det handler ikke så meget om riffs i disse år, men om følelsesmæssig genkendelse.

Og ser man på Aalborg, er det også i høj grad det, der gør sig gældende her – lysten til at skubbe ved konventioner og genrer.

- Der findes ikke musikscener i Aalborg, som der gør i København og Berlin, det er byen for lille til. Men der er bands, der bliver katalysatorer for en lyd, som der så opstår andre bands i slipstrømmen på, siger Troels Højgaard Sørensen, der ser det inden for mange genrer i byen – musikere, der går forrest og trækker andre med sig, som en dag selv udvikler videre på lyden og går foran.

Lodret læringskurve

I Trippelgänger står bandmedlemmerne selv for stort set alt. De skriver, optager, mixer og master selv numrene og laver selv musikvideoer. Det, de ikke kan, researcher og eksperimenterer de sig frem til – adgangen til programmer og online musikkanaler gør, at de selv kan nå ud til lyttere, og læringskurven har været lodret.

- I 1970’erne var drømmen for mange bands at lave en nice demo og sende den ind til et pladeselskab, der signede dem. I dag handler drømmen mere om at spille live, det er her, indtjeningen er – mange ordner selv det med udgivelse og promovering. Du kan være Mozart i dag, uden at nogen opdager dig, hvis du ikke forstår at promovere dig selv, siger Nicklas Lind.

Tobias Jacobsen nikker.

- Det, at vi gør det selv, betyder, at der ikke er nogen stopklods. Vi kan gøre det hele ekstremt billigt, hurtigt og præcis på den måde, vi vil have det på. Vi er vant til at levere høj standard i hvert vores fag ved siden af bandet, og vi har alle stærke meninger, siger Tobias Jacobsen, der desuden peger på det digitale som en måde for dem at slå sig ned lige der, de vil – og dermed kan de fortsætte med at producere fra Aalborg.

Netop en forståelse for digitale medier og platforme er for dem en nøgle til at etablere sig som band.

- Vi har fra start holdt øje med Spotifys og Bandcamps statistikker i forhold til i hvilke lande, vi har fans. Ud fra det kan vi beslutte, hvor vi skal sætte musik og merchandise til salg, siger Nicklas Lind, der peger på USA, Sydamerika, Danmark, Tyskland og Sverige som landene, hvorfra de får størst opmærksomhed. Især tyskerne er passionerede.

Bandet har ingen forventning om, at de skal ligge øverst på charts eller spille for 90.000 mennesker – lige nu er det ikke det, der tæller, konstaterer Nicklas Lind.

- Man finder ud af, at der er nichepublikum rundt i verden, man kan appellere til. Vi behøver ikke nødvendigvis være det nye Metallica – det er fint at være det nye Trippelgänger i Aalborg og så have en tæt kontakt med dem, vi laver musik til. Det er dét, der er givende for mig. Jeg kan godt lide følelsen af græsrødder, lige nu er det, som om vi når ud til ét stort internationalt 1000Fryd.

Trippelgänger

• Trippelgänger blev til i 2019 og har base i Aalborg.
• Bandet består af Nicklas Lind (guitar og vokal), der i dag bor i Oslo, hvor han arbejder som produktdesigner, Tobias Jacobsen (bas), der bor i Skalborg og arbejder som UX/UI designer, og Christoffer Fries Moland (trommer), der lige nu bor i Aarhus, hvor han arbejder som klipper hos M2 Film.
• Du kan følge dem på Facebook, Instagram og Bandcamp.

Musik

Metalband: Der er ikke plads til ubehagelige følelser i selvudviklings-Danmark

Musik

Nordjysk succesband blev tilbedt som guder i Tokyo: Så måtte de træffe et afgørende valg