Aalborg-rockband går amok i eksperimenter

Monkey Okays nye album er en til tider syret oplevelse

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Monkey Okay går eksperimenternes vej på deres nye album.

Rockalbum

Monkey Okay: ”The Long Haul of Cercopithecoidea”

Hvis man troede, man på baggrund af det fem år gamle debutalbum havde styr på det aalborgensiske band Monkey Okay som et klassisk rockband med hang til seje riffs og tunge beats, så kan man godt tro om igen.

Med det nye udspil har aberne genopfundet sig selv som et stærkt eksperimenterende band, der har tænkt sig at udfordre sine lyttere - og sikkert også sit livepublikum - til det yderste.

Tag bare albumtitlen. Man skal vist være professor i biologi for ikke at være nødt til at slå ordene op i et leksikon - og selv når det er gjort, er betydningen ikke krystalklar.

Marekattenes lange seje træk? Eller hvad?

Noget med aber er det i hvert fald, og det knytter i det mindste an til bandnavnet.

Coveret fås i flere udgaver, alle skabt på baggrund af et maleri af kunstneren Peter Max-Jakobsen.

Coveret fås i flere udgaver, alle skabt på baggrund af et maleri af kunstneren Peter Max-Jakobsen.

Og så er der albumcoveret, skabt af den nordjyske kunstner Peter Max-Jakobsen. Et røntgenfotolignende billede af en - sine steder gennemhullet - kvindekrop. Stærkt foruroligende og lige så mystificerende som musikken.

Men anerkender man, at projektet ikke kommer med en facitliste, og at musikken vanskeligt lader sig genrebetegne, så er der fascinerende oplevelser i vente.

Stadig masser af rock

Én ting er dog sikker: Et rockband er Monkey Okay stadig. Guitar, bas og trommer er grundelementerne, og ind imellem hamrer de igennem med riffs og rytmer, der varmer et gammelt rockhjerte på en kold og blæsende efterårsdag.

Og på ”S-G-G-Y” - det andet af kun fire numre på side 1 (hvis man har investeret i vinyludgaven) - er man for en stund tilbage i det stonerrockunivers, der oprindeligt var bandets udgangspunkt.

Hvorefter man som lytter straks hvirvles ud i det nok mest mærkelige nummer på pladen. ”Boatman SE 84 pt. 1” er en komplet syret forestilling, hvor den messende vokal digitalt er hakket i stykker, så det er nærmest umuligt at høre, hvad der bliver sagt. Et svært nummer at få hold på, og - hvis jeg skal være ærlig - et svært nummer at holde af.

Heldigvis vender rocken tilbage, som den altid gør. ”Soldier” nærmest tigger om at blive skruet op for fuld lydstyrke. Her er normaliteten genindført, og rødderne til 70’erne, hvor metalrocken blev født, træder tydeligt frem.

22 minutter langt titelnummer

Pladens tyngdepunkt er det 22 minutter lange titelnummer, der (igen hvis man har vinyludgaven) fylder hele side 2.

Her foldes det ambitiøse projekt sig ud i fuldt flor i noget, der nærmest minder om en rocksymfoni i fire satser. Den indledes med en bastant klassisk rockkomposition, der glider over i en mere psykedelisk afdeling med en meget lang guitarsolo, hvilket igen bringer minder om 70’erne, nu fra den mere eksperimenterende rockscene.

Ikke mindre psykedelisk er det, man kan kalde tredje sats, der bringer minder om tidlig Pink Floyd, inden det hele kulminerer i en bastant rockfinale.

Som det fremgår, er dette album ikke lavet på markedsvilkår, det vil sikkert kun få en begrænset udbredelse, og der er stunder, hvor man synes, at eksperimenterne går for vidt. Men det er godt tænkt og vel udført, og det er frem for alt forfriskende, at der stadig er musikere derude, der giver pokker i tidsånd og lyttertal og bare laver den musik, de føler for.

Brugeranmeldelser


Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.