Anmelder om Michael Gira: “Lige så hyggelig, han kan virke, lige så uhyggelig er han et øjeblik senere - eksploderende i raseri”

Michael Gira opførte en hel Swans koncert ene mand lørdag aften. Intenst og imponerende, men i længden mest for de dedikerede

Som en hyggelig bedstefar tog Michael Gira lørdag aften venligt imod publikum i Studenterhusets sal. Få minutter senere viklede han dem ind i et univers, der kan overvælde de fleste. Foto: Balazs Popal

Som en hyggelig bedstefar tog Michael Gira lørdag aften venligt imod publikum i Studenterhusets sal. Få minutter senere viklede han dem ind i et univers, der kan overvælde de fleste. Foto: Balazs Popal

På andendagen til udsolgte Northern Winter Beat kunne publikum opleve et af festivalens hovednavne, David Eugene Edwards, leve op til sin status.

På denne sidste dag er turen kommet til programmets vel mest omtalte navn - Michael Gira, der skal at leve op til vel nok endnu større forventninger.

“He's a real go-getter, getter / He's a real heart-breaker, breaker” lyder de første strofer af nummeret The Glowing Man. Kort efter går det løs. “Joseph is riding a vein in my head / Joseph is cutting my arm on his bed / Joseph is making my body fly”

“He's a real go-getter, getter / He's a real heart-breaker, breaker” lyder de første strofer af nummeret The Glowing Man. Kort efter går det løs. “Joseph is riding a vein in my head / Joseph is cutting my arm on his bed / Joseph is making my body fly”

Gira, der i dag er 65 år, er i særdeleshed kendt for sit virke som primus motor i det evigt eksperimenterende band Swans, som har været aktivt siden 80’erne. Her tilbragte han størstedelen af sin ungdom i slummen, hvor Swans indrettede øvelokale i dennes maltrakterede lejlighed. Ligeledes er sangskriverens fortid præget af en problematisk barndom med en narkotikaafhængig mor, adskillige forbrydelser i teenageårene og en ansvarsforladt far.

At Michael Gira i dag lever i en velfungerende tilværelse med et succesfuldt band og er lykkeligt gift, kan man næsten kun beundre. Som en hyggelig bedstefar sidder han da også der på scenen og hilsner venligt på sit publikum i Studenterhusets sal. Han er i god tid - 5-6 minutter før koncertstart - for at slubre lidt af den medbragte kaffe, minutiøst stemme guitaren og instruere lysteknikeren, så alt er i fineste orden, da koncerten skydes i gang på slaget 21:00. Meget rutineret.

Selv på en akustisk guitar, kan det, der kommer ud, være ondt ondt ondt. Foto: Balazs Popal

Selv på en akustisk guitar, kan det, der kommer ud, være ondt ondt ondt. Foto: Balazs Popal

Hvis man troede, at den hyggelige stemning skulle vare ved, så tog man fejl. Og hvis man troede, at der stod hjertevarmende singer-songwriter musik på programmet, så tog man også fejl! For Giras vanvittige opvækst har sat sine spor i musikken, omend den har udviklet sig meget gennem årene.

Der er ikke andet end en uskyldig mand og en akustisk guitar på scenen, men det står meget hurtigt klart, at dagsordenen er præget af manisk folk tilsat psykisk opslidende mængder repetition.

På “The Glowing Man” repeteres en uortodoks guitarfigur i vel godt 7-8 minutter - ja, jeg mister faktisk tidsfornemmelsen - imens der i bølger udbrydes “I am a glowing man I am! I am a growing,glowing man! I am a glowing man I am! I am a growing, glowing man!”.

Lige så hyggelig Gira, kan virke, lige så rødglødende og uhyggelig er han et øjeblik senere. Man skal ikke lede længe efter tegnene på en mand, der er ved at eksplodere af raseri. Ofte får man den fornemmelse, at musikken ikke nødvendigvis handler om specifikke hændelser i sangerens liv, men nærmere om at kanalisere helt grundlæggende menneskelige følelser; vrede, sult, udmattelse, frygt, kærlighed.

Foto: Balazs Popal

Foto: Balazs Popal

Samme koncept følger Swans-foretagendet langt henad vejen, men i dagens udgave fungerer Giras optræden nærmest som en skrællet udgave af en Swans-koncert ene mand. Væk er dog de mange lag af bombastisk lyd, heftige tromme-grooves og ikke mindst facetrige arrangementer, hvilket ikke gør kompositionerne helt så slidstærke. Og faktisk vil undertegnede hævde, at Michael Gira er en dygtigere arrangør og instruktør end en egentlig komponist, og som følge heraf kommer soloudgaverne en tand til kort.

Der er ikke tale om en virtuos på en guitar eller en på nogen måde fremragende sanger, men kompromisløsheden ud i det skæve, underlige og nærmest maniske bærer alligevel koncerten et godt stykke vej.

Den scarejump-agtige udgave af nummeret “Sunfucker” er eksempelvis ganske velfungerende, hvor man ad flere omgange er i tvivl, om man skal grine eller være bange, når der voldsomt udbrydes “Sunfucker, true eater! Sunfucker, true blinder!”, så det kan mærkes i trommehinderne.

Også den afsluttende “God Damn the Sun” er et “friskt” pust, hvor man for første gang i sættet får præsenteret fortællerbaseret lyrik, når der synges om Giras tidligere alkoholmisbrug, en nær vens død og alkoholens negative konsekvenser for hans daværende forhold til kæresten Jarboe.

Der er ingen tvivl om, at den uortodokse tilgang til en singer-songwriter koncert skræmte flere væk denne aften på Studenterhuset. Den kompromisløse tilgang, Michael Gira er kendt for, men som alle måske ikke var bekendte med, gjorde vel nok, at det mest blev en seance for de mest dedikerede fans. At netop denne tilgang fungerer bedst i selskab med bandmedlemmerne fra Swans, tør undertegnede dog også godt at påstå.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.