Teateranmeldelse

At tale sin sag: Fem stjerner til underholdende opsætning på Kunstens friluftsscene

Den gode bonde George Dandin er i klemme, for hvordan får han overbevist sin elskede om, at hun skal holde sig til ham, og er han i det hele taget offer for paranoide vrangforestillinger?

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Molieres George Dandin spiller på Kunstens Friluftsscene til 5. august.

Komedie/farce: Moliere: George Dandin

Straks fra start overbevises vi om med en solsikke som centrum for en balkonscene med blå-gule øjenbryn, at titelpersonen i Molieres stykke nok får svært ved at tale sin sag - kærlighedens nemlig - over for Angelique, som han netop har giftet sig med, selv om hun er over hans stand, og selv om hans alarmerende citrongule fremtoning nok burde gøre indtryk.

Svigerforældrene er ved samme lejlighed sluppet af med deres gæld og i deres uhæmmede materialisme, forsøger de at holde styr på det gunstige parti. Nemlig ved at holde styr på deres datter.

Der er sandelig noget at holde styr på, for Angelique har allerede gang i et lystigt kopulerende forhold til galanen Clitandre, der åbenbart har noget at byde på i elskovskunsten - foruden en fuldstændig bedårende maltraktering af ”Nessum dorma” fra Puccinis ”Turandot”. Med glødende og sadistisk omhu har han for altid gjort denne perle helt umulig på operarepertoiret. Skam dig Thomas Nielsen, men hvor var det morsomt. Samtidig med at det i strid med naturlovene var ret lækkert at lytte til. Forstå det, hvem der kan.

Allerede fra start overbevises vi om, at titelpersonen i Molieres stykke nok får svært ved at tale sin sag.

Allerede fra start overbevises vi om, at titelpersonen i Molieres stykke nok får svært ved at tale sin sag.

Den gode bonde George Dandin er altså i klemme, for hvordan får han overbevist sin elskede om, at hun skal holde sig til ham, og er han i det hele taget offer for paranoide vrangforestillinger? Nej, kan man vist godt afsløre, det er han sandt for dyden ikke.

Angelique har efter alt at dømme ikke bare ild i røven, hun er også kold i røven, og der er ingen pardon for den naive George.

Svigerforældrene udgør nu også en markant udfordring. De antager dyreskikkelse i en surrealistisk tour-de-force, hvor de forvandles til henholdsvis zebra og løve i galopperende runddans, mageløst realiseret, måske som et koncentrat af de uhyrligheder, der er fejet ind under gulvtæppet i denne stræbsomme familie. Det var stærkt underholdende at se på, ligeledes den vanvittige nattescene med solbriller. Ingen tvivl om at Molieres sarkastiske udfald mod de herskende klasser i det samfund, han levede i, er fuldt intakt i den aktuelle opsætning.

Som sidefigurerne Claudine og Lubin giver Amanda Bøgestrøm og Morten Klode (sidste års Tartuffe) plads til poesi midt i den højspændte og gestikulerende spillestil, og det klæder førstnævntes talent af være nedstemt i mere douce kulører end i de tidligere Moliere-opsætninger på Kunsten. En skøn friluftstradition nu på tredje år bragt til verden på Kunstens scene, ikke mindst med Jacob Moth-Poulsen som drivkraft, denne gang i samarbejde med Johan Sarauw som instruktør.

En særlig attraktion ved årets opsætning er en lyrisk, vemodig tone, som der skaffes plads til i den ellers heftige sceneudfoldelse. Mon det var Bonnie Raitts ”I can’t make you love me”, som gav skygge og perspektiv til George’s kærlighedskvaler og dermed også fik trukket stykkets parforholdskonflikter ind i en senmoderne sammenhæng? Eller er jeg mangelfuldt orienteret? Det var bedøvende smukt i hvert fald. Kasper Dalsgaard var fra start til slut fremragende i titelrollens kamp med sin skæbne. Han mestrede hele registret fra hjælpeløs forlegenhed til trohjertet hengivenhed. Han gik en voldsom slutning i møde, som ikke skal røbes her. ”Lay down with me, tell me no lies”.

I Molieres vision af menneskelivet på samfundets betingelser er det svært for mennesker at overvinde deres forskelligheder.

Moliere: George Dandin

Teatret Slotsgården, Odense, i samarbejde med Aalborg Teater.

Instruktion, bearbejdelse og scenografi: Jacob Moth-Poulsen og Johan Sarauw.

Kostumedesign og make-up: Olivia Hetman.

Musikalsk arrangement: Mathæus Bech.

Produktionsleder: Josefine Højberg Bitsch.

Kunstens friluftsscene 1. august. Spiller her til 5. august.

Brugeranmeldelser


Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.