Kunsten, Museum of Modern Art, Aalborg

Indtil 22.september

Indrømmet! jeg anede ikke hvem Vivian Maier var. Jeg anede ikke at Christian Hesselholdt havde skrevet en fin bog om hende. Jeg kendte ikke hendes fotografier. Jeg var blank. Men hvor er vild jeg glad for, jeg nu har mødt hende!

Eller mødt hende, ved jeg ikke om man kan sige. Hun holdt sig altid i baggrunden, og hendes selvportrætter var oftest blot skygger og silhuetter eller spejlvendt. Hun var betragteren. 

Men det hun så, ser jeg nu, sådan som hun så det dengang. Og det er faktisk et spændende selvportræt af en fotograf. Det er det registrerende øje, der formår at fastholde øjeblikket.

Vivian Maier var en amerikansk gadefotograf, hvis arbejde først blev bredt anerkendt efter hendes død. Hun blev født i New York, men tilbragte en stor del af sin barndom i Frankrig. Hun vendte tilbage til USA i begyndelsen af 1950'erne og arbejdede som barnepige i forskellige familier i Chicago-området i næsten 40 år.

Hun var en privat person, der ikke delte meget om sit liv eller sin kunst. Hendes fotografiske arbejde blev opdaget ved en tilfældighed i 2007, da en lokal historiker og ejendomsmægler ved navn John Maloof købte en kasse med negativer på en auktion.

Maloof indså hurtigt den kunstneriske værdi af Maier's arbejde og begyndte at digitalisere og dele hendes billeder. Og her får vi i de fine sidelysrum på museet, som er supergode til fotografier, hele 150 (ud af de omkring 150.000 fotos hun efterlod!) af Maiers værker her præsenteret fra 1950-1970’ernes New York og Chicago.

Maier fotograferede overvejende i sort-hvid og er kendt for sine intime og spontane billeder af gadelivet. Hendes arbejde skildrer dagligdagen og fanger mennesker i deres naturlige omgivelser med en enestående æstetisk sans. Og en hel del humor, som når de flade barnesko møder morens høje hæle. Eller når et vindue viser en række konservesdåser, sammen med et par slidte sko.

Foto: Kunsten

Foto: Kunsten

Foto: Kunsten

Hvad fortæller det foto ikke. Det er både elendigheden og storheden, det er gråden og grinet, det er dollargrin og døde ræve om skuldrene på fine damer, der vises og registres, og altid med stor empati. På en måde kan man se mennesker og US for disse mange år siden, og samtidig er det hele meget moderne og man genkender hvorfra nyere og yngre fotografer har fået inspiration fra.

Hendes værker virker ikke iscenesatte og de der optræder på billederne, opdager det vist ikke engang. Og det hele er uden kontekst, men er et øjeblik af et øjeblik, der ligesom ejer noget af evigheden i sig. Selvportrætterne er diskrete og aldrig sådan direkte. Kameraet og betragteren er imellem hende og os. I spejle, eller som skygger ind over motivet. Hun er der til at fange og registrere. Og det er denne evne til at indfange, beskære og registrere et øjeblik på sekundet der imponerer. Så meget fortalt på så lidt plads.

Hun tog sine fotos for de fleste vedkommende med Rolleiflex kameraer. Og billederne kom først for dagens lys på en auktion kort før hun døde forarmet og vist nok temmelig ensom. Men, nu er der ikke længere en undskyldning for ikke at kende Vivian Maier, eller i hver fald hendes fotokunst. En betagende betragter. Jeg er fan fra nu af.