Blæst

"Går jeg glip af alle de gode tider? For jeg er ik' til stede, jeg er taget videre, og toget standser ikke nogen steder. Så jeg er ikk' til stede, jeg er taget videre".

Ingen - absolut ingen - herhjemme er så uimodståeligt fejende, forrygende funky som Blæst.

At tage til koncert med forsanger Fernanda Rosa & Co. må være det tætteste, man kommer på at dumpe ind til fest hos en flok særdeles gode venner, der næsten ikke kan få nok af at være i selskab med hinanden. Og som næsten heller ikke kan være i deres kroppe af boblende begejstring over alle de gode numre, som de skal nå at synge og spille.

Det er bare en fornøjelse at se på og ikke mindst lytte til. 

For energien er helt i top fra start til slut, og samtlige numre har fået ikke bare ét, men mange drag over nakken, så de fremstår langt hårdere og tungere og mere direkte end på de aldeles udmærkede, lidt slebne indspilninger. Generelt er pulsen bare højere og mere pågående.

Et nummer som "Ego" bliver for eksempel brugt som en kærkommen lejlighed for trommeslageren Lauge Kjærulf til at rode sig ud i en lang, nærmest manisk solo - mens bassisten og keyboardspilleren Valentin Buchwald har mere end rigeligt at se til med at danse overgivent foran trommerne under hele soloen.

Overalt i samtlige numre er der et tæt spil mellem bandmedlemmerne - Fernanda Rosa spiller (eller synger) op til de andre på skift eller danser igennem ved siden af trommeslageren, og mens hun synger et af numrene, kan et par andre i gruppen godt stå og synge det samme ind i hovedet på hinanden.

Det er umuligt ikke at lade sig rive med. Også fordi Blæst på noget nær rekordtid har opbygget et aldeles hæsblæsende repertoire af hit-på-hit-på-hit med endog særdeles højt syng-med-potentiale. De fleste båret af den mest fermt fodflyttende funk - man kan ganske enkelt ikke stå stille.

Koncerten falder i tre dele, alle lige hektiske - med to elegant drejede showstoppere, fordi såvel "Lad mig gå" som "Gemmeleg" er sat ganske alvorligt ned i tempo (uden at miste gløden), så man lige kan nå at genvinde i det mindste lidt af pusten inden næste heftige funkpop-energiudladning.

Undervejs er der et så mageløst stort overskud i Blæst og så mange detaljer - et par numre, der formfuldendt glider over i hinanden, et pludselig udbrud af regulær rock'n roll og en lang, genial kunstpause i "Juice" og meget andet - at man glemmer, at bandet reelt kun har eksisteret i fire år. 

Hold da helt op, de går virkelig - som de selv synger i et af numrene - "All In".

En anden gang kan Blæst sagtens - sagtens! - trække en væsentligt større scene. Og endnu flere tilskuere.

Opvarmningen inden Blæst var overladt til dels et ret charmerende funkpoporkester, Baseløs, dels energibundtet Josie Amadonna, der med en blanding af rap/funk og lidt techno bragede rent igennem med numre som især "Spice" og "Op ad bakke".

Blæst i Drivhuset (Europahallen) ved AKKC, Aalborg Kongres og Kultur Center, torsdag aften.

DEM SPILLEDE BLÆST

Ikke sige nej.

Uh nej nej.

Sover du nu?

Kig op fra gulvet.

Lad mig gå.

Kropssprog.

Du gør det bedre.

All In.

Ego.

Gemmeleg.

Ukendt land.

Södermalm.

Videre.

Androkles.

Juice