Christian Høgh om at gå i byen om natten: Efter kl. 3 forsvinder manges filter

Christian Høghs første single er et af de numre, hvor mundvigene automatisk krænges opad. Her rimer rødbede på skede, og rapperen er til blå mandag i en grim skjorte og i Matas med sin mor, som han frygter overtager hovedrollen til hans bryllup.

Det kan næsten ikke komme tættere på butikscentret og Elida-shampooen, men konkret er godt, understreger Christian Høgh.

- Jeg har altid villet ind til kernen - derind hvor noget gør ondt, og du kan mærke det menneske, der står foran dig, fortæller musikeren, der erkender, at han er en smule tømmermændsramt, da vi mødes til interview.

- Jeg var ude og spille, og så kan jeg bare rigtig godt lide at gå i byen. Jeg elsker at møde nye mennesker. Klokken tre om natten, når folk er trætte, fjerner mange det filter, de normalt render rundt med, siger Christian Høgh, der selv med en hovedpine på vej har let til smil.

Når han griner, smitter det, og det er ikke svært at forestille ham holde hof.

Den 23-årige producer og sangskriver fra Hjørring er også i dag klædt i en af de nederdele, der efterhånden er blevet en signatur for ham. Han skiller sig ud på gaden - ligesom han skiller sig ud i sine tekster, men hellere det end at gemme sig, konstaterer han.

Christian Høgh (23 år) har tidligere haft duoen Pookjo med Christian Kolberg, der er medforfatter på flere numre på Høgs soloalbum. Foto: Teis Vognstoft Harrington

- Det er fantastisk, at det er blevet trendy at være følsom, men ofte er følelserne pakket bedre ind end den sidste figur i en babushka dukke. Ingen tør konfrontere dem i deres sangskrivning. Jeg kan godt lide, når der ikke er så meget pis.

Hvis der findes en opskrift på, hvordan man slår hurtigt igennem med sin musik, følger Christian Høgh den helt sikkert ikke. Men meget peger alligevel i en interessant retning for musikeren, der om kort tid udgiver det første album i eget navn med sin 'feminiserede drengerøvs-hip hop' med ærlige tekster om folkeskolen, seksualitet og skrøbelighed.

- Hip hop har længe været hypermaskulin, og det er fedt at rode op i det, ligesom det er fedt at gå på scenen i makeup og begynde at rappe. At tage folk på sengen og få dem med, siger han.

[...] Hvis du spør' mig er / pink en meget mandlig farve / hvis jeg dør i dag / så læg mig i en pink grav / ik' pink som rødbede / nej pink som en skede / lig som rødløg i eddike [...]

Af Christian Høgh og Christian Kolberg

Hør den nye single her:

Gennem 'Høgh-filtret'

Det er mere end oplagt at tale køn og seksualitet med Christian Høgh, der arbejder bevidst med at nedbryde normer omkring homoseksualitet. Men det er endnu mere oplagt at snakke musik.

For Christian Høgh er en musiker i konstant udvikling, der hverken er bange for at holde sig i baggrunden på saxofon eller stikke fingrene dybt ned i andres projekter og vride deres beats og melodier til ukendelighed.

Det fortæller Christian Kolberg og Martin Nielsen, to af hans venner og musikerkollegaer, der kort inde i interviewet træder ind i øvelokalet, vi sidder i, med et førstehjælpskit i form af rullefalafel, vand og panodil.

Faktisk blev beatet i førstesinglen 'Pink På' til på kun en time med netop Christian Kolberg, der speedsnakker, imens Christian Høgh gør kål på falaflerne.

Christian Høghs album udkommer 1. april. Alle gæstekunstnere på albummet er nordjyske, blandt andet medvirker blandt andet ASTMA og Johnny Hefty. - Jeg har altid været inspireret af en kunstner som Kanye West, der samler alle mulige forskellige folk sammen på ét stort projekt, fortæller han. Foto: Teis Vognstoft Harrington

- Jeg er tit idémanden - ham der kommer med det rå kul, som Høgh udsætter for hårdt tryk og laver om til diamanter, konstaterer Christian Kolberg, der en overgang havde duoen Pookjo med Christian Høgh, hvor de rappede sammen og udførte hoppende koreografier på scenen og lignede en syret udgave af årtusindskiftets popduo-darling Junior Senior.

Martin Nielsen, hans sidemand, har også været presset igennem Høgh-filtret og er kommet ud med beats på den anden side, han ikke selv vidste, han kunne skabe.

- Høgh kan lave musik af alt. Peger du på en lyserød hat, lyder det "lyserød hat!!!", siger Martin Nielsen, der rapper ordene.

De bryder ud i grin.

- På et tidspunkt producerede jeg et beat, som jeg forestillede mig som en lækker underground-release, der skulle ligge på Bandcamp, fortæller Martin Nielsen om projektet, der endte i skuffen.

- En dag spillede jeg det for Høgh, og så spurgte han, om han måtte få det, og lavede det vildeste beat ud af det. Jeg væltede helt bagover, da han præsenterede det på scenen, fortæller han.

Christian Høgh nikker.

- Jeg er bedre til at se og gribe andres idéer, end til selv at udvikle egne.

Christian Kolberg bryder ind.

- Nu underspiller du Høgh. Det er talent at kunne tage noget materiale, hvor folk siger "whatever", og gøre det til det bedste, de nogensinde har lavet. Det er ved at blive en ære at blive samplet af Christian Høgh, for alle kender ham. Når vi er til fest, forsvinder han altid, for der er altid nogen, han skal netværke med, siger Christian Kolberg, der griner.

- "Sygt nok, sygt nok", hører man inde fra værelset ved siden af, og så ved man, at Høgh er i gang.

[...] Jeg har mine kridhvide Nikes / som er blevet lidt beskidt igen / Nikolas det svin, han har svinet dem til / han går kun i genbrug / og hans mor ligner pis / han er varm på Pernille / men hun er min for evigt [...]

Af Christian Høgh og Christian Kolberg

- Jeg er pinligt meget inspireret af Oskar Krusell fra Kogekunst (nordjysk band - red.). Han gør lige, hvad der passer ham på en scene. Foto: Teis Vognstoft Harrington

Folk må gerne stå af

Martin Nielsen og Christian Kolbergs korte kig forbi virker alt andet end tilfældigt.

Men de lyver ikke om Christian Høghs evne til at finde nye samarbejdspartnere. Han kom ind i musikmiljøet via sin ven, rapperen, sangskriveren og produceren Al Jacobi, som han stadig spiller live med. Siden da har han spillet i flere konstellationer, og nu er han altså klar til at udgive i eget navn.

Teksterne kan synes på grænsen til DR3 satire, men det er ok. Først skal folk grine - så skal de tænke, lyder hans tilgang.

Så hvad handler førstesinglen "Pink På" om?

- Det er en kritik af folk, der ikke tør være i sig selv. Være den, de gerne vil være, siger Christian Høgh, der taler både udseende, liv og musik her.

- Ligesom jeg godt kan lide folk, der stikker ud i udseende, elsker jeg, når kunstnere ikke skriver sig ind i en ramme. Det fede opstår, når man ikke forsøger at lave et beat til P3, men laver et hammerfedt beat, som P3 så griber. Det går galt, når det bliver fortænkt. Der er selvfølgelig en branche, der har brug for genrenumre, og det er trods alt bedre at sælge dårlige popsange end olie, men det bringer ikke kunsten videre, siger Christian Høgh.

'Pink på' blev skabt på en time, og teksten kom forholdsvis hurtigt. 'Er det lidt gay' tog halvandet år at skrive. Foto: Teis Vognstoft Harrington

Og det er det, det hele handler om for ham.

- Ligesom teknologi hele tiden bliver bedre, synes jeg også, at musik gør det. For mig kan den bedste sang, der nogensinde er skrevet, ikke være mere end fem år gammel - du er nødt til at holde dig opdateret. Det var et problem et stykke tid, for jeg synes virkelig, at Runaway med Kanye er det fedeste nummer nogensinde, griner han.

Men det er ti år gammel nu, og det diskvalificerer det reelt i Christian Høghs øjne.

- Det er fint, hvis man nytænker noget, men jeg bryder mig ikke om nostalgi. Det er forskere, der ved hjælp af hjernescanninger har vist, at vi er allermest modtagelige over for musik som 13-14 årige, så det er ikke underligt, at mange fortsat holder fast i den musik, de hørte i den periode i deres liv. Men det er også skræmmende. Tænk hvis jeg en dag siger i et interview, at musikken for tyve år siden var bedre!!??

Han skutter sig. Lige nu er han opmærksom på at være konstant nysgerrig og åben - også over for sig selv.

- For nogle mennesker er min musik ubehagelig. Men det er jeg ikke så bange for - jeg kan faktisk godt lide det, når folk bliver ukomfortable i sig selv.

I slutnovember spillede han sammen med Al Jacobi et job på en bluesbar i København, hvor folk udvandrede.

[...] Er det lidt gay, hvis jeg tænker på dig? / Er det lidt gay, hvis jeg drømmer om dig? / Er det lidt gay, hvis vi holder i hånd? / Er det lidt gay, hvis jeg er ensom?

Af Christian Høgh

- Det var virkelig ikke et godt match mellem os og stedet. Publikum bestod af ene heteronormative (folk med en institutionaliseret opfattelse af, at alle i udgangspunktet er heterofile - red.) mennesker, der bare gerne ville høre nogle covernumre, og så spillede jeg mine sange.

Han griner højt, da han spiler øjnene op og gengiver folks ansigter.

- Nogle gange kan dem, der står på scenen, nærmest virke som statuer - som ikke-mennesker. Jeg kan godt lide at bryde illusionen, så jeg trådte ned fra scenen på bluesbaren, løb rundt i lokalet og gik helt tæt på et par, der stirrede vildt på mig, og sang dem lige ind i ansigtet. De forlod koncerten et minut efter, og efter dem fulgte flere efter. Folk fandt det virkelig ubehageligt.

Han skraldgriner. Så bliver han alvorlig.

- Jeg møder ofte kunstnere, der er én person backstage og en helt anden på scenen. Det kan jeg ikke lide.

Hvad er der galt med at have et kunstner-jeg?

- Det står jo folk frit for, jeg gider bare ikke se på det. Det er dybt uinteressant. Jeg vil have ægthed, uanset om du elsker eller hader det, du ser. Den værste anmeldelse, du kan få, er tre stjerner. Hvis ikke den ligger på et eller seks, så er der ikke stor chance for, at du husker det bagefter, siger han, og mindes tilbage til en koncert med et oldschool trashmetal band, han så i Aalborg for et år siden.

- De kom ud i lædersuits og leopardprint og var klar til at give os rigtig konservativ metal. Men det var hele tiden med tungen i mundvigen, med konstant distance - det er dybt fascinerende at se et skib synke på dén måde. Jeg noterede alt det, de gjorde, ned, bare for at minde mig selv om, hvad jeg aldrig må blive.