Glæde over nyt coronapas: Vi tror på det i Nibe

Coronapas er et skridt på vejen mod en sikker afvikling af Nibe Festival, men er ikke en garanti for, at Nordjyllands største musikbegivenhed forløber som planlagt

Det er stadig usikkert, om Nibe Festival 2021 bliver afholdt. Arkivfoto: Martin Damgaard

Det er stadig usikkert, om Nibe Festival 2021 bliver afholdt. Arkivfoto: Martin Damgaard

NIBE:Det var med glæde og optimisme, at leder for Nibe Festival Peter Møller Madsen onsdag morgen læste nyheden om lanceringen af et coronapas, der blandt andet skal hjælpe kulturlivet, som i øjeblikket er hårdt ramt af coronakrisen.

- Jeg synes, at det er helt fantastisk. Et coronapas kan være med til at sikre, at hvis vi kommer til at afvikle festivalen, kommer vi til at afvikle en endnu mere sikker festival. Det kan vi rigtig godt lide, siger han.

Den nordjyske festival, som normalt afvikles hver sommer, er i år planlagt til at finde sted i Skalskoven i Nibe fra 30. juni til 3. juli.

Peter Møller Madsen, leder af Nibe Festival. Arkivfoto: Andreas Falck <i>Andreas Falck</i>

Peter Møller Madsen, leder af Nibe Festival. Arkivfoto: Andreas Falck Andreas Falck

Ingen garanti for fest i Skalskoven

Ifølge festivallederen kan coronapasset give festivalen dokumentation og viden om, hvilken tilstand deres gæster er i og kan derfor også øge chancen for, at musikere og musikglade gæster inviteres til fest i Skalskoven.

Alligevel er der ingen garanti for, at Nibe Festival bliver til noget. Det afhænger blandt andet af, hvordan situationen udvikler sig frem mod foråret, og hvad myndighederne vurderer er forsvarligt.

Med lanceringen af coronapasset og med vaccinationerne i gang, er der ifølge Peter Møller Madsen imidlertid god grund til at holde hovedet højt.

- Der er så mange positive redskaber, der bliver puttet i vores hænder lige nu, så der er ingen grund til ikke at være optimist. Men vi skal også være realister og sige, at der er rigtig mange ting, det afhænger af, og som skal falde i hak. Vi kommer aldrig nogensinde til at sælge skindet, før bjørnen er skudt. Men vi tror på det i Nibe, siger han.

Gambler ikke med samfund og sikkerhed

I 2019 kunne Nibe Festival byde 15.000 betalende gæster indenfor i Skalskoven. Hvis festivalen bliver til noget i år, bliver den højst sandsynlig noget anderledes, end de fleste tilbagevendende festivalgæster kender den.

- Hvis vi får lov at afholde festivalen, bliver det ud fra de retningslinjer, som myndighederne udstikker. Og så agerer vi selvfølgelig ud fra, at vi hele tiden har fokus på, at det skal være sikkert at være på vores festival, siger Peter Møller Madsen og nævner hygiejne og afstand som eksempler på særlige fokusområder.

- Vi kommer aldrig nogensinde til at afvikle noget med hovedet under armen, og hvor vi gambler unødvendigt med samfundet. Vi skal hele tiden have fokus på, at vi skal handle forsvarligt.

Vi skal sprælle til sommer

Selvom festivalleder Peter Møller Madsen ikke kan garantere, at Nibe Festival bliver afholdt som planlagt, kan han til gengæld garantere, at Nibe Festival vil være med til at give nordjyderne en god sommer.

- Det der er helt sikkert er, at vi selvfølgelig arbejder på nogle andre løsninger. Vi kommer helt sikkert til at lave kultur til sommer, medmindre samfundet stadig er lukket fuldstændigt ned.

Festivalen har nedsat en arbejdsgruppe, som i øjeblikket arbejder videre med alternative forslag til festivalen.

- Vi kommer til at sprælle til sommer, og vi trænger til at sprælle sammen, siger festivallederen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.