Ordkraft

Coronaramt Ordkraft laver endags-festival

Hensyn til sundhed og sikkerhed vejer tungt – men vigtigt, at vi kommer på banen igen i det nye år, siger formanden

Arkivfoto: Henrik Louis

Arkivfoto: Henrik Louis

AALBORG:Når den store ord-og litteraturfestival Ordkraft i Aalborg byder publikum indenfor i april 2021r,å bliver det en meget anderledes festival, der venter gæsterne. I stedet for de sædvanlige tre dage, bliver Ordkraft i 2021-udgaven kun en en-dags-festival.

Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

- Vi ser netop nu, hvordan smittetallet eksploderer og restriktionerne strammes, og selvom det er en ukuelig optimisme, der driver os bag Ordkraft, så er vi altså ikke jubelidioter. Vi ved, at der også i april næste år vil være en masse restriktioner, som vil gøre det umuligt at afvikle Ordkraft i den sædvanlige opsætning. Og ansvarligheden påbyder os at handle allerede nu. Hensynet til sundhed og sikkerhed må veje tungest, siger Ordkrafts formand, Jørgen Pyndt.

Men bestyrelsen og projektledelsen er enige om, at det er vigtigt, at Ordkraft viser flaget i 2021 på trods af restriktionerne. Derfor har man besluttet at gennemføre Ordkraft som en en-dags-festival lørdag den 10. april, hvor Kulturcenter Nordkraft danner rammen om et 10 timer langt program, der er tilpasset sundhed og sikkerhed.

Programmet vil blive afviklet fysisk på Nordkraft i Aalborg indenfor de rammer, der til den tid gælder for fysiske forsamlinger. Men for at nå så bredt ud som muligt, så vil der for første gang blive live-stream, så man online kan opleve flere af de spændende programpunkter.

- Vi er i gang med en stor indholdsmæssig og logistisk øvelse, som stiller store og nye krav til os. Ikke mindst i forhold til deltagernes sikkerhed. Dem får vi løst. I første omgang er det blot vigtigt for alle os, der knokler med festivalen, at få meldt ud, at vi altså laver en festival næste år – men i reduceret form. Når vi gør det, i stedet for at lægge os ned, så er det fordi det nu er vigtigere end nogensinde at holde fast i kulturens nødvendighed, siger formand Jørgen Pyndt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.